I Oslo tingret kræver anklagemyndigheden tirsdag fire års fængsel til en terrortiltalt kvinde, der blev hentet i Syrien af hensyn til sine to børn.
- Hun rejste helt frivilligt til Syrien, og dette valg har efter anklagemyndighedens vurdering meget stor betydning for strafansvaret, siger anklager Geir Evanger i sine afsluttende bemærkninger.
Kvinden har erklæret sig ikke skyldig i anklager om, at hun har støttet Islamisk Stat (IS) i Syrien.
Straframmen i sagen er seks års fængsel, men strafnedsættelse kan komme i betragtning, når den tiltalte har samarbejdet med Politiets Sikkerhedstjeneste, PST.
- Kvinder har haft mange roller i IS, men det er opgaverne på hjemmefronten, hvor strafansvaret ligger i denne sag, sagde Evanger i retten, da sagen mod kvinden begyndte 1. marts.
Kvinden blev for et år siden hentet hjem fra al-Hol lejren i Syrien. Hun blev anholdt, da hun landede i Oslo.
Hendes børn - en dreng og en pige - er i dag fire og seks år. Det ene barn var alvorligt syg, da de blev hentet tilbage til Norge. Uenighed om kvindens sag mellem regeringspartierne udløste en regeringskrise i Oslo.
Fremskrittspartiet (FrP) var imod, at kvinden og de to børn skulle have lov til at komme til Norge. Det indvandringskritiske parti trak sig fra regeringen som følge af sagen.
Kvinden rejste til Syrien i februar 2013 for at slutte sig til ægtemanden, den norsk-chilenske fremmedkriger Bastian Vasquez, som var rejst ned til krigen nogle måneder i forvejen. Han kæmpede for Nusrafronten, før han senere sluttede sig til IS.
Havde jeg ikke været så forelsket i Bastian, var jeg ikke rejst derned, selv om jeg havde den radikale tankegang, sagde kvinden på det første retsmøde.
I Syrien blev kvinden sat til at gøre husarbejde, mens manden var ude på væbnede missioner. Hun forklarede også, at ægtemanden efter kort tid begyndte at udsætte henne for vold og seksuelle overgreb.
Efter kort tid angrede hun og ville hjem til Norge, men hendes mand modsatte sig det.
Første gang, jeg sagde det til ham, var allerede i maj 2013, har kvinden forklaret.
Efter Vasquez døde i 2015, giftede kvinden sig to gange mere med mænd fra Islamisk Stat.
Kvinden har fortalt PST om sin egen rolle, om fremmedkrigere og om andre kvinder, som har rejst til Syrien for at slutte sig til IS.
Et vigtigt spørgsmål, som kan få betydning for rettens vurdering af skyldspørgsmålet, er hvilken viden hun på forhånd havde om livet under IS, da dette kan sige noget om hendes strafferetlige intentioner.
Kvindens forsvarer, Nils Christian Nordhus, mener på sin side, at kvindens rolle som husmor hos IS i Syrien ikke er strafbar.
- Det at blive tvunget og udnyttet af andre, hvad enten det er til husarbejde eller seksuelle formål, er ikke deltagelse i lovens forstand, har Nordhus sagt under retssagen.
Nordhus holder sin afsluttende procedure onsdag, som er retssagens sidste dag.
