En person mistede livet i en helikopterulykke torsdag i Storbritannien.
Og nu er offerets identitet kommet frem.

Det skriver BBC.
Helikopteren forulykkede nær den engelske by Doncaster, kort efter den var lettet fra Gamston Lufthavn nær byen Retford.
I helikopteren var en pilot og tre passagerer, og det er altså den ene passager, en 70-årig mand ved navn Peter Smith, der mistede livet.
Han var i selskab med en 58-årig kvinde og en tiårig dreng. De to pådrog sig mindre skader i ulykken.
Den efterladte familie beskriver den 70-årige som »en elsket ægtemand, far og bedstefar« i en skriftlig udtalelse.
»Han havde en stor passion for luftfart, og det var noget, han delte med sin familie,« udtaler familien blandt andet.
Årsagen til den tragiske ulykke er endnu uklar. Britiske myndigheder har indledt en efterforskning for at klarlægge de præcise omstændigheder, der førte til styrtet.
Familien har udtrykt et stærkt ønske om privatlivets fred i den svære tid og appellerer samtidig til offentligheden om at undlade at spekulere i ulykkens årsag.

