'En unik specialoperation i krigshistorien.'

Det er ordene, som en unavngiven ukrainsk kilde har valgt at bruge om den særlige drone, som Ukraine har brugt til at skyde en russisk helikopter ned.

Det er Financial Times' korrespondent i Ukraine, Christopher Miller, der fortæller, at kilden er med i den aktion, som specialstyrker fra Ukraines Sikkerhedsservice, SBU, lige nu udfører i Kursk. 

Christopher Miller har også modtaget en video fra kilden, som skal vise den angivelige nedskydning.

Det har ikke været muligt for B.T. at verificere indholdet i videoen.

Både The Kyiv Independent og Ukrajinska Pravda skriver dog med udgangspunkt i deres kilder i sikkerhedsservicen, at en FPV-drone for første gang nogensinde er lykkedes med at ramme en russisk kamphelikopter, mens den har været i luften.

Udover det er der ikke mange informationer om, hvad det præcis er, der foregår i Kursk.

Rusland hævdede, at ukrainske styrker mandag krydsede grænsen til Kursk Oblast. Ukraines regering har til gengæld holdt sig tavs om de kampe, der tilsyneladende foregår i området.