Natten til mandag lagde Donald Trump et opslag på sit sociale medie Truth Social, hvor han fremstår som en healende, Jesus-lignende figur.
Det skete efter et andet indlæg, hvor han rettede skarp kritik mod pave Leo XIV.
I løbet af dagen har det udløst kraftige reaktioner fra flere af hans kristne tilhængere.
Og pludselig mandag aften var opslaget forsvundet.
Men en særlig detalje ved det slettede billede har vakt undren på sociale medier.
For øverst i midten af billedet optræder tre figurer, der umiddelbart kan være svære at gennemskue, hvad forestiller.
Her svæver fem figurer, hvoraf de fire kan ligne soldater. I midten ses en menneskelignende figur, der tilsyneladende har fire arme og en tretakket krone på hovedet.
Og særligt dén har fået brugere på sociale medier til at spekulere i, hvad figuren forestiller.
'Kan nogen forklare, hvad pokker det her er, og hvorfor Donald Trump delte det!?' spørger en bruger på X.
'Og hvad pokker skal det her forestille' spørger en anden, med specifikt fokus på den firearmede kronede figur.
På det sociale medie Reddit sammenligner flere figuren med filmrobotterne 'Transformers', der er biler, der kan forvandle sig om til kampdygtige robotter.
Andre har dog præsenteret mere alvorlige beskyldninger om, hvad den kronede figur kan forestille.
'Referencen til antikrist var bevidst,' skrev en bruger til det oprindelige – nu slettede – opslag, ifølge Daily Mail.
'Har nogen lagt mærke til satan over Trump,' spørger en bruger således på X.
Donald Trump har selv udtalt, at han ikke havde tænkt på billedet, som havende en Jesus-symbolik.
»Jeg troede, det var mig som læge,« udtalte han mandag ifølge CNBC.
Han har ikke udtalt sig om de mystiske figurer.
