Han slog hende med et våben på omkring en halv meter.

Flere gange blev hendes hoved ramt af slag fra den stumpe genstand, inden hun mistede bevidstheden, og gerningsmanden uhindret kunne slæbe af sted med hendes livløse krop.

Dagen efter blev hendes lig fundet under en bunke blade i Cator Park i Kidbrooke i det sydøstlige London.

Sabina Nessa blev 28 år.

I disse dage, hvor drabet på Sarah Everard igen skaber store overskrifter, fordi hendes drabsmand netop er blevet idømt livsvarigt fængsel for kidnapning, voldtægt og drab på den 33-årige marketingsansvarlige i marts i år, sidder en anden mand på anklagebænken i London.

Den britiske hovedstad er nemlig blevet rystet af endnu et brutalt og meningsløst kvindedrab.

Den 17. september blev skolelærerinden Sabina Nessa overfaldet og myrdet, da hun ville gå den korte vej fra sit hjem til den lokale pub for at mødes med en ven.

Torsdag var den 36-årige albanske Koci Selamaj i retten, hvor han sad anklaget for »overlagt mord«.

Efter retsmødet blev han varetægtsfængslet, skriver flere britiske medier. Blandt dem BBC, Daily Mail og The Sun.

Den formodede gerningsmand blev fanget på overvågningsvideoer i området omkring parken.

Politiet mener, at han gik omkring i parken i en halv times tid, før han fik øje på den unge skolelærer, som blev hans tilfældige og sagesløse offer.

Den præcise dødsårsag er endnu ikke fastslået, men af retsmødet fremgår det, at Sabina Nessa blev udsat for »ekstrem vold.«

Selamaj har ifølge de britiske medier både arbejdet som pizzabud og på et værksted, og han er ikke tidligere kendt af politiet eller dømt for lignende forbrydelser.

Retsmødet blev gennemført på videolink, og den mistænkte talte – via tolk – kun for at bekræfte sin identitet.

Han nægtede sig skyldig.