En alvorligt såret 13-årig dansk dreng er udleveret til danske myndigheder fra en flygtningelejr i Syrien.

En såret dansk 13-årig dreng, som hidtil har befundet sig i den syriske flygtningelejr al-Hol, blev søndag overdraget til de danske myndigheder og bragt ud af Syrien.

Udenrigsministeriet bekræfter i en mail, at drengen er evakueret.

- Udenrigsministeriets Borgerservice kan bekræfte, at en alvorligt såret dreng med dansk statsborgerskab er blevet evakueret til et tredjeland med henblik på medicinsk stabilisering.

- Den medicinske evakuering af drengen er blevet gennemført af en dansk delegation ledet af en repræsentant for Udenrigsministeriet, oplyser Udenrigsministeriet.

Ministeriet bekræfter også, at drengen er alvorligt såret, men efter omstændighederne har det godt.

- Drengens pårørende i Danmark er orienteret om den medicinske evakuering og vil snarest overtage ansvaret for drengen og selv stå for hjemtransporten til Danmark, oplyser ministeriet, der ikke vil gå yderligere detaljer af hensyn til den tavshedspligt, der gælder i personsager.

Den 13-årige dreng er ifølge DR Nyheder lam i benene og kan ikke få den nødvendige hjælp og genoptræning i flygtningelejren.

Drengen har i flere måneder opholdt sig på et hospital og i flygtningelejren al-Hol med sin mor og søskende.

Ifølge DR's oplysninger blev han skudt i ryggen under kampene om Islamisk Stats sidste højborg i Syrien i byen Baghouz.

DR's mellemøstkorrespondent har været i kontakt med drengens mor, som også selv ønsker at vende hjem til Danmark med sine andre børn.

Drengens forældre er begge danske statsborgere. Ifølge korrespondentens oplysninger er drengens far død i Syrien.

Det er første gang, at en dansk statsborger officielt evakueres fra flygtningelejrene i det nordlige Syrien, skriver DR.

Sagen er speciel, fordi de kurdiske myndigheder i området normalt ikke udleverer børn til deres hjemlande, uden at landene også tager mødrene med.

Politiken har tidligere skrevet, at der er 13 danskere i al-Hol-lejren i det nordøstlige Syrien. Fem af dem er voksne kvinder. Otte er børn.

I alt er der 73.000 personer i lejren, der er kendt som et sted, hvor Islamisk Stat-sympatisører og krigere bliver tilbageholdt.

Danske myndigheder havde indtil søndagens begivenhed afvist at hente danske statsborgere hjem fra lejren med den begrundelse, at det er for farligt.

Flere andre europæiske lande - blandt andre Frankrig, Holland og Norge - har i løbet af de seneste uger hentet borgere hjem fra syriske flygtningelejre.

/ritzau/