Er der våbenhvile, eller er der ikke våbenhvile?

Det er et spørgsmål, der burde være nemt at svare på, men som angiveligt er mere kompliceret end som så. 

Sent torsdag aften skrev den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social, at han havde afblæst angreb på Iran. 

I opslaget skriver Trump desuden, at USA har haft forhandlinger med Iran på det højeste niveau, og at tid og sted for en underskrivning snart vil blive annonceret.

Men det budskab skal altså ikke forstås, som at der foreligger en fredsaftale mellem parterne.

I hvert fald nægter Israel, at der skulle være en fredsaftale mellem parterne. 

Ifølge Daily Mail har en højtstående israelsk embedsmand sagt til den lokale tv-station Channel 12, at han ikke kender til nogen aftale. 

»Vi har ikke kendskab til, at der er indgået nogen aftale,« siger han.

Trumps seneste udtalelse kommer blot få timer efter, at han sagde, at USA planlagde at besætte Irans oliedepot på øen Kharg og slå meget hårdt ned på landet.

Donald Trump skrev ellers, at "diskussioner og endelige punkter" er blevet godkendt af alle involverede parter.

Det gælder ifølge Trump USA, Israel, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Tyrkiet, Pakistan, Bahrain, Kuwait, Jordan, Egypten og andre.

Men nu benægter Israel altså, at der skulle være tale om en våbenhvile. 

Det er dog ikke kun Israel, som benægter, at der skulle være en aftale om våbenhvile. 

Ifølge The Guardian ved Iran heller ikke noget om nogen våbenhvile. 

Talsmanden for det iranske udenrigsministerium, Esmail Baghaei, siger ifølge mediet, at store dele af den tekst, der forhandles om, er blevet færdigudarbejdet, men at intet er på plads endnu.

»Indtil videre har Iran ikke truffet en endelig beslutning om aftalen,« siger Baghaei.