En kuglepen og en tv-oversigt. Det var de simple redskaber, som prins Charles angiveligt brugte til at skjule sin utroskab over for hustruen – prinsesse Diana.

»Det giver mig stadig kuldegysninger,« som journalisten og forfatteren Andrew Morton udtrykker det.

I et interview Mirror fortæller han om det banale trick, som prins Charles skulle have udført, når han ville være sammen med sin elskerinde, Camilla Parker Bowles.

»Charles ville sætte en ring om et tv-program i 'Radio Times' (tv-magasin, red.), der blev sendt om aften for at få hende til at tro, at han ville være hjemme, mens han i virkeligheden blev kørt 20 kilometer for at se Camilla Parker Bowles,« fortæller Andrew Morton.

Prinsesse Diana og prins Charles blev gift i 1981.
Prinsesse Diana og prins Charles blev gift i 1981. -

Journalisten og forfatteren har tidligere skrevet en omdiskuteret biografi om prinsesse Diana, som var baseret på en stribe hemmelige interviews.

På den baggrund fik han tilbage i 1991 et omfattende indblik i, hvad der virkelig foregik i det britiske kongehus. Og ikke mindst bag den glitrende facade af ægteskabet mellem prins Charles og prinsesse Diana.

»På det tidspunkt troede alle, at det var det perfekte ægteskab, den nydelige prins og hans smukke, unge brud. Intet kunne have været længere væk fra sandheden,« siger Andrew Morton.

I interviewet med Mirror fortæller han også om, hvordan prinsens utroskab havde store konsekvenser for de ansatte ved hoffet, der skulle bruge mange ressourcer på at skjule det udenomsægteskabelige forhold for hustruen.

Prins Charles er i dag gift med Camilla Parker Bowles.
Prins Charles er i dag gift med Camilla Parker Bowles. CHRIS JACKSON

»Personalet led af alle mulige maveproblemer på grund af den stress, de fik af at skulle lyve over for prinsessen,« fortæller Andrew Morton, der husker en specifik episode, hvor prins Charles blev indlagt på hospitalet med en brækket arm.

»Da Camilla allerede var på besøg, måtte hun sniges ud af bagindgangen, da Diana ankom. Det var en situation, der pressede rigtigt mange mennesker.«

Prins Charles og prinsesse Diana blev gift i 1981, blev separeret i 1992 og endegyldigt skilt fire år senere, og som Lady Diana senere beskrev det i et interview skyldtes det især, at der var »tre personer i ægteskabet«.

I 1997 omkom hun i en bilulykke i Paris, mens prins Charles i 2005 blev gift med Camilla Parker Bowles.