»Min største inspiration.«

Den formodede australske gerningsmand, som fredag blev anholdt efter terrorangrebet på to moskéer i New Zealand, blev angiveligt inspireret af den norske massemorder Anders Behring Breivik.

Det skriver han i hvert fald i sit mere end 70-sider lange manifest, som han delte på nettet, inden han - bevæbnet med adskillige automatvåben - kørte til moskéen i Christchurch og likviderede et to-cifret antal mennesker.

Det skriver TV2 Norge.

Ifølge det norske medie beskriver den mistænkte drabsmand sig selv som 'en almindelig hvid mand' fra en 'arbejdsklassefamilie med en lav indkomst'.

Han skriver endvidere, at han har bestemt sig for at gå i kamp for at 'sikre fremtiden for sit eget folk'.

 Anders Behring Breivik i retten i Oslo den 17 april 2012.
Anders Behring Breivik i retten i Oslo den 17 april 2012. Foto: POOL New
Vis mere

Yderligere hylder han altså sit norske 'idol', Anders Breivik, der stod bag terrorangrebet på Utøya i 2011, hvor 77 mennesker mistede livet, og som den formodede gerningsmand i manifestet kalder for sin 'største inspiration'.

Australieren hævder endda, at han angiveligt har været i kontakt med Breivik i tiden før angrebet, men det afviser nordmandens advokat skulle være tilfældet.

»Det virker usandsynligt for mig, at han (Anders Breivik, red.) skulle have været i kontakt med den australske terrorist,« siger Øystein Storrcik til TV 2 Norge og påpeger, at hans klient er under skrap overvågning i fængslet.

Udover Anders Breivik nævner den australske mand også en 11-årige svensk pige i det fremmedhadske manifest.

Han skriver - ifølge Aftonbladet -, at han ønsker at hævne personer, der er blevet dræbt i forbindelse med terrorangreb i de seneste år, og at han især ønsker at hævne pigen ved navn Ebba Åkerlånd, som i 2017 blev dræbt af Rakhmat Akilov under et terrorangreb i Stockholm, hvor terroristen kørte flere personer ned med en lastbil.

Ifølge det svenske medie kan man på videoen, som den formodede gerningsmand livestreamede under massakren, angiveligt se Ebba Åkerlunds navn skrevet på det våben, han brugte til at dræbe de minimum 49 ofre.

Ebba Åkerlunds forældre kalder det 'dybt tragisk', at deres afdøde datters navn er blevet misbrugt i forbindelse med det, de kalder 'politisk propaganda'.

»Jeg fik koldsved, da jeg så, at han havde min datters navn på sit gevær.«

»Hvordan skal vi nogensinde få sørget i fred. Jeg så et stillbillede af geværet med min datters navn. Det er så absurd,« siger Ebba Åkerlunds far til Aftonbladet.

Den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp har på Twitter kommenteret det lange manifest, hvor han blandt andet skriver, at den formodede gerningsmand har 'skabt sin egen forvredne fantasiverden'.

'Terroristen hævder i manifestet, at han vil blive frigivet efter 27 års fængsel ligesom Nelson Mandela, og at han vil få Nobels fredspris.'

'Endnu en narcissistisk højreekstremistisk terrorist, der skaber sin egen forvrængede fantasiverden,' skriver han i opslaget, som du kan se herunder:

Herunder kan du genlæse morgenen og formiddagens udvikling minut for minut: