En video af et overfald på en fransk politibetjent  nytårsnat har delt sig som en steppebrand på de sociale medier. Nu lover den franske præsident Emmanuel Macron, at de skyldige personer vil blive fundet og straffet.

Det skriver flere franske medier, heriblandt Le Figaro.

Det var i forbindelse med nytårsoptøjer i Paris-forstaden Champigny-sur-Marne, at en kvindelig politibetjent blev overfaldet og tævet af en flok unge uromagere. Overfaldet blev filmet af en tilstedeværende og delt på det sociale medie Snapchat.

På videoen ses den kvindelige betjent ligge på asfalten, mens uromagerne skiftevis sparker og slår hende. Kvinden forsøger at beskytte sit ansigt og råber flere gange efter hjælp, men det får ikke de unge til at stoppe deres overfald.

Til sidst flygter de unge fra stedet.

Den kvindelige betjent blev efterfølgende indlagt på et nærliggende hospital og slap ifølge Le Figaro på mirakuløs vis med en hjerterystelse og ganske få skrammer i ansigtet.

Kvinden var imidlertid ikke alene på stedet. Hun havde en mandlig betjent med sig, da de blev omringet af de godt 300 unge mennesker, der ifølge de franske medier var rasende over, at de ikke måtte komme ind til en privat fest, der blev holdt i nærheden.

Den mandlige betjent skulle ifølge Le Figaro have brækket næsen i forbindelse med optøjerne.

Det voldsomme overfald har også fået den franske præsident Emmanuel Macron til at reagere. I et Tweet skriver han, at 'de skyldige bag den feje og kriminelle lynchning af politibetjentene, som gjorde deres pligt 31. december, vil blive fundet og straffet.'

Emmanuel Macron bliver bakket op af landets indenrigsminister Gérard Collomb, der på Twitter tilføjer:

'Disse grusomme handlinger har ingen plads i vores samfund. (...) Vi vil gøre alt for at fange gerningsmændene.'