Myndighederne i Gastonia, North Carolina, USA har igangsat en omfattende menneskejagt af en 24-årig mand, som er mistænkt for at have skudt tre personer, herunder en 6-årig pige.

Det skriver CBS News.

Onsdag legede den 6-årige pige sammen med en gruppe jævnaldrende med en basketball.

De kom til at smide bolden ind i naboens have, hvorfor pigen sammen med sin far og en kvinde gik ind i haven for at hente den.

Pludselig trådte naboen ud og åbnede ild mod de tre personer.

De blev alle ramt. Pigen og hendes far kom slemt til skade, mens kvinden kom lettere til skade.

Pigen og kvinden er blevet behandlet og siden udskrevet, mens pigens far er under behandling.

Politiet har identificeret den formodede gerningsmand, som stak af fra stedet.

Med sig tog han våbnet, hvorfor politiet beskriver ham som farlig. Politiet har tilbudt en dusør på 1000 dollar til dem, der kan bidrage med oplysninger, som fører politiet frem til gerningsmanden.

»Jeg vil gerne sige til alle i Gastonia – denne form for vold vil vi ikke tillade,« udtaler Stephen M. Zill, der leder efterforskningen hos det lokale politi.