Pigerne blev båret ud i deres hvide tøj, som var dækket af rødt blod. 

Sådan lyder en af de voldsomme fortællinger, der er kommet frem om det tragiske knivstikkeri i Southport i England mandag. I skrivende stund er to børn døde, mens seks børn og to voksne er i kritisk tilstand. 

Advarsel: Artiklen indeholder voldsomme beskrivelser af den tragiske hændelse. 

Engelske Ryan Carneys mor, Hayley Carney, var til stede lige efter knivstikkeriet i Southport, og nu fortæller han om hendes oplevelse til det britiske medie Sky News

Ifølge Ryan Carney befandt hans mor sig derhjemme, mens knivstikkeriet fandt sted, men hun gik ud, da hun hørte skrig og gråd.

»Alt, hun sagde, var, at hun så nogle politifolk og ambulancereddere, der bar nogle pigekroppe ud. Pigerne havde hvidt tøj på, men var dækket i rødt, dækket af blod,« siger Ryan Carney på vegne af sin mor til mediet. 

'Min søn Mikey, der nu befinder sig i himlen,' står der på en buket blomster, der er blevet lagt ved gerningsstedet i Southport.
'Min søn Mikey, der nu befinder sig i himlen,' står der på en buket blomster, der er blevet lagt ved gerningsstedet i Southport. Foto: Adam Vaughan/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han fortæller også, at hun sagde, at hun kunne se stiksår i børnenes rygge. Herefter gik hun ind for at brygge te til redningsfolkene. 

Da hun kom ud på gaden igen, så hun en kvinde, der skreg, at hun 'ikke kunne finde sit barn'.

»De lod kvinden gå ind i afspærringen, hvor hun løb ned. Det eneste, min mor kunne høre, var kvinden, der skreg og græd 'det er mit barn, det er mit barn,'« fortæller Ryan Carney. 

Et andet vidne, engelske Karolina Kaminska, der driver en butik i nærheden af gerningsstedet, undrede sig først over lyden af en helikopter, der fløj rundt over hendes butik. 

På sin lokale Facebook-side fandt hun herefter frem til, at en gerningsmand angiveligt havde angrebet en gruppe børn. 

»Jeg skyndte mig at lukke dørene til min butik. Jeg ryster stadig. Jeg kan ikke tro, at det her sker,« siger Karoline Kaminska til Sky News. 

Angrebet skete under en Taylor Swift-inspireret yoga- og danseworkshop i Southport, der ligger omkring 30 kilometer nord for Liverpool på Englands vestkyst. 

Her deltog 25 børn i workshoppen, hvor ni børn i alt er blevet såret i angrebet.

En 17-årig dreng er blevet anholdt og mistænkt for drab og drabsforsøg. Drengen skal nu afhøres.