Hvorfor stod Melania Trump pludselig til en pressemøde torsdag og afviste, at hun havde noget som helst med Jeffrey Epstein at gøre?

Spørgsmålet optager mange amerikanere efter, at førstedamens højst overraskende tog bladet fra munden i den kontroversielle sag i sidste uge.

»De løgne, der forbinder mig med den skændige Jeffrey Epstein, må stoppe i dag,« sagde hun blandt andet med henvisning til den dømte seksualforbryder, mens hun læste op fra et stykke papir. 

Ingen af de fremmødte pressefolk fik lov til at stille spørgsmål. 

Dagen før pressemødet havde den tidligere model, Amanda Ungaro, fremsat en række anklager mod Melania Trump på det sociale medie X.

Her hævdede hun blandt andet at sidde inde med følsomme oplysninger om både førstedamen og Donald Trump.

»Jeg har intet tilbage at tabe. Jeg vil ødelægge hele systemet. Vær forsigtig med mig, kælling,« skrev Amanda Ungaro blandt andet ifølge Dagbladet

Det vides dog ikke, om Ungaros trusler har noget med pressemødet at gøre, men timingen har givet anledning til spekulationer. 

Nu har den 41-årige brasilianske Amanda Ungaro imidlertid givet et interview med den spanske avis El País.

Her beskylder hun sin eks-mand, Paolo Zampolli, en tidligere modeagent og nær ven af Donald Trump, for at bruge kontakter hos de amerikanske immigrationsmyndigheder for at få hende sendt ud af landet. 

Amanda Ungaro var sammen med Paolo Zampolli i næsten 20 år. I den periode var hun en del af Trump-parrets omgangskreds. 
Amanda Ungaro var sammen med Paolo Zampolli i næsten 20 år. I den periode var hun en del af Trump-parrets omgangskreds.  Foto: X

Hun anklager også den velhavende forretningsmand for misbrug, da de var sammen. 

»Jeg levede prisgivet med en syg psykopat, der misbrugte mig psykisk, seksuelt og fysisk,« siger hun til El País.

Hun fortæller også, at hun uden held bad folk i sin omgangskreds om hjælp, og at hun ikke kunne forlade manden på grund af deres fælles søn. 

I dag kæmper de to tidligere ægtefæller en bitter strid om forældremyndigheden over deres fælles 16-årige søn. 

Zampolli selv afviser alle anklager.

Eks-manden Zampolli var lige som Melania og Donald Trump angiveligt en del af Epsteins sociale omgangskreds.

Zampolli skulle efter sigende være manden, der tilbage i 1990erne introducerede Melania og Donald Trump for hinanden. 

Der er dog intet i interviewet om de hemmeligheder om Trump-parret, som hun på X hævdede at være i besiddelse af.