Har du hørt om den estiske by Narva? Det kan du være helt sikker på, at den russiske præsident, Vladimir Putin, har.
I stigende grad synes byen at være en mulig del af en dyster russisk plan for Europa.
På et billede ses en mand i sort elefanthue foran et flag.
Flaget er ikke umiddelbart et, ret mange vil kunne nikke genkendende til.
Det findes nemlig ikke officielt.
Flaget består af tre horisontale striber. Øverst er en sort streg, i midten en grøn og nederst en hvid.
Flaget, som den maskerede mand står foran, er blevet symbolet på en stigende frygt i flere lande grænsende op til Rusland.
At Vladimir Putin og Rusland planlægger en aktion mod det nordøstlige Estland ved byen Narva.
Netop Narva, der ligger klods op ad Rusland, som befinder sig lige på den anden side af en mindre flod, har i årevis været genstand for spekulationer.
Og de er bare taget til på det seneste. Flere profiler på sociale medier har gennem en række måneder advokeret for, at der skal udråbes en selvstændig nation ved navn ‘Folkerepublikken Narva’ for at beskytte det russiske mindretal i det baltiske land.

Gennem efterhånden flere år har det været nævnt flere gange fra officielle instanser, at Rusland har sit øje rettet mod flere Nato-områder som Baltikum, Finland og Polen.
Men den seneste tids voksende aktivitet på sociale medier har fået Claus Mathiesen, studielektor ved Forsvarsakademiet, til at spærre øjnene op og slå alarm.
»Jeg ser ikke, at Rusland er ved at gøre klar til et angreb på Baltikum lige nu. De har rigeligt at gøre i Ukraine, som lige nu har momentum,« siger han.
»Holdningen har hele tiden været, at et angreb på Baltikum er urealistisk, da det er Nato-område. Men som jeg ser det, er Ruslands forudsætninger for at gøre det blevet væsentlig bedre,« uddyber Claus Mathiesen.

Han peger på, at USA og store dele af Europa ‘mildest talt ikke spiller efter samme nodeark’, når det gælder krigen i Ukraine.
»Samtidig er USA i gang med en krig i Iran, hvor de bruger store mængder ressourcer. Dermed har Nato bare ikke den store afskrækning på Rusland mere,« siger Claus Mathiesen.
Om det er årsagen, står ikke klart. Men over de seneste uger og måneder er der dukket markante mængder propaganda op som manden i elefanthuen foran det sort-grønne-hvide flag for Narvas Folkerepublik.
På andre billeder på en Telegram-profil, der er direkte dedikeret til fortællingen om, at en del af det nordøstlige Estland skal løsrive sig mere eller mindre, kan man se en række militante træk.

Der fremvises våben – ofte båret af maskerede mænd – kampvogne med det uofficielle Narva-flag samt billeder med den ønskede Narva-republik i de sort-grønne-hvide farver.
Den slags propaganda leder Claus Mathiesen tanker hen på noget, der fandt sted for 12 år siden og stadig påvirker verden i dag.
Da små, grønne mænd krydsede ind over grænsen til det østlige Ukraine i 2014.
Claus Mathiesen ser en række ligheder med situationen den gang og det, vi ser under opsejling i Baltikum nu.

»De her memes og opslag om Folkerepublikken Narva giver mindelser om det, der skete i 2014, hvor Luhansk og Donetsk løsrev sig fra Ukraine og blev folkerepublikker under påskud af at beskytte den russisktalende befolkning,« siger den danske ekspert.
»Parallellen med en mulig folkerepublik i Narva i Estland giver mig bange anelser. Man skaber en konflikt for at beskytte den russisktalende befolkning,« uddyber Claus Mathiesen.
Som han understregede indledningsvist, så tror han ikke på, at det kommer til militære sammenstød lige med det samme i Baltikum.
Men andre, mindre ting vil formentlig også komme før.
»Vi vil formentlig se eksempelvis små grønne mænd, inden det ville komme til en reel militær konflikt,« siger studielektoren.
Han kommer med en sidste advarsel:
»Lige nu synes omstændighederne at være bedre for Rusland, end de var tidligere. Så hold godt øje.«

