Den verdensberømte rapper Sean 'Diddy' Combs blev for få uger siden idømt fire års fængsel i en sag om prostitution og sexfester.
Men mandag begyndte et vildt rygte at florere – med USAs præsident, Donald Trump, i centrum.
Her skrev TMZ nemlig, at Trump overvejer at benåde Sean 'Diddy' Combs allerede i løbet af denne uge.
Sladdermediet citerede en 'højtstående embedsmand' for oplysningen.
Nu reagerer Det Hvide Hus på rygterne.
»Der er ingen sandhed i TMZs historie, som vi med glæde ville have forklaret, hvis de havde kontaktet os, før de offentliggjorde deres falske nyheder,« siger en embedsmand til NBC News i en erklæring og tilføjer:

»Præsidenten, ikke anonyme kilder, træffer den endelige beslutning om benådning og omstødelse (af straffen, red.).«
Til NBC News oplyser TMZ' talsmand, Casey Carver, at mediet 'står ved' historien.
Som præsident har Donald Trump mulighed for at benåde personer, der sidder fængslet – hvad han har gjort i flere tilfælde.
Mest opsigtsvækkende var det, da præsidenten valgte at benåde stort set alle dømte fra stormløbet på Kongressen 6. januar 2021, hvor flere politibetjente blev dræbt og adskillige såret.
Få dage efter at Sean 'Diddy' Combs modtog sin dom, lod Donald Trump forstå, at rapperen har kontaktet ham med henblik på at blive benådet.
»Jeg har mange mennesker, der har bedt mig om benådning. Jeg kalder ham 'Puff Daddy', han har bedt mig om en benådning,« lød det fra Trump med en henvisning til Sean 'Diddy' Combs.