Rygter spreder sig hurtigt på internettet, og det har bestemt også været tilfældet, efter coronavirussen brød ud i Kina. Dog tyder noget på, at det ikke nødvendigvis bare er rygter.

Flere medier, brugere på sociale medier og såkaldte whistleblowere fra sundhedssystemet i Kina påstår, at myndighederne i landet kun giver halve sandheder om omfanget af epidemien.

En sygeplejerske i Wuhan påstod i slutningen af januar, at der var omkring 90.000 smittede, mens myndighedernes tal dengang lå på 1.975 personer, og for nylig påstod en kinesisk borger i en YouTube-video, at der er flere millioner smittede, op imod de nu cirka 40.000 myndighederne har bekræftet.

Og spoler man tiden tilbage til 2003, finder man et eksempel på, at Kina før har underdrevet tallene.

Myndigheder vil selvfølgelig altid være tilbøjelige til at arbejde på, at der ikke bliver nogen panik

»Det, man kan trække frem, er sars-epidemien fra 2003, hvor man oplevede, at kommunikationen var dårlig både internt og udadtil i Kina – og det fik jo konsekvenser,« siger Stig Thøgersen, professor emeritus i Kinastudier fra Aarhus Universitet.

Efter pres fra verdenssundhedsorganisationen WHO indrømmede de kinesiske myndigheder nemlig, at de havde holdt hemmeligt, hvor mange dødsfald og smittede der i virkeligheden var.

Det betød, at tallene på det tidspunkt steg fra 37 smittede og fire dødsfald til 339 tilfælde alene i Beijing og 18 døde.

En indrømmelse, der kostede Beijings borgmester, Meng Xuenong, posten som næstformand i Kommunistpartiet. Samtidig valgte man at afskedige sundhedsminister Zhang Wenkang.

Læge Li Wenliang døde af virussen. Han var en af de læger, der advarede om udbruddet tidligt i januar.
Læge Li Wenliang døde af virussen. Han var en af de læger, der advarede om udbruddet tidligt i januar. LI WENLIANG

»Myndigheder vil selvfølgelig altid være tilbøjelige til at arbejde på, at der ikke bliver nogen panik,« siger Stig Thøgersen.

Tilbage i nutiden fik rygterne særligt luft under vingerne, da det kom frem, at den 34-årige læge Li Wenliang, der døde af coronasmitten, havde fået lukket munden af politiet, da han tidligt i januar forsøgte at advare om virussen.

Man mente, at han spredte rygter.

Torsdag – samme dag som Li Wenliang døde – blev en journalist, der havde lavet kritisk journalistik om udbruddet, meldt savnet.

Den kinesiske journalist Chen Qiushi er forsvundet efter at have rapporteret om udbruddet af coronavirus.
Den kinesiske journalist Chen Qiushi er forsvundet efter at have rapporteret om udbruddet af coronavirus.

»Jeg er bange. Foran mig er sygdom. Bag ved mig er Kinas juridiske og administrative magt. Men så længe jeg lever, vil jeg tale om, hvad jeg har set, og hvad jeg har hørt. Jeg er ikke bange for at dø. Hvorfor skulle jeg være bange for dig, Kommunistparti?«

Sådan siger han i en video på sin YouTube-kanal, cirka to uger før han forsvinder.

Stig Thøgersen påpeger, at det især er lokalt, at myndighederne kan have interesse i at skabe et billede af, at situationen ikke er lige så slem, som den i virkeligheden er.

»Det er aldrig sjovt for lokale myndigheder at være dem, der kommer med det dårlige budskab, for så sætter man jo ting i gang, der blandt andet kan have store økonomiske konsekvenser,« siger han og fortsætter:

Kineserne ved jo også godt, hvem der styrer medierne

»Det er et kæmpe apparat, de skal sætte i gang. Derfor kan man være tilbøjelig til at tilbageholde information.«

Dog mener Stig Thøgersen ikke, at man bør spekulere i, om Kina gentager sig selv under den igangværende coronavirus-epidemi.

»Der har været spekulationer om, at myndighederne tilbageholder information i forbindelse med den aktuelle coronavirus, men det bliver for spekulativt at sige noget om lige nu,« siger han.

Han påpeger, at det blandt andet er medierne i Kina, der er med til at sætte gang i de spekulationer, der har fyldt på internettet.

»Når man ikke har selvstændige medier, og de allesammen er under censur, så kan det give grobund for den slags antagelser. Det er bagsiden ved det her system. Kineserne ved jo også godt, hvem der styrer medierne.«