Guvernøren i Californien er ikke glad på denne torsdag.
For rygtet lyder, at Det Hvide Hus planlægger at sende missiler i luften over den demokratiske delstat, hvor mange i forvejen er godt trætte af præsident Donald Trump.
Det skriver medierne Meidas Touch og Los Angeles Times.
Angiveligt er det planen, at et krigsskib skal affyre raketter over I-5-motorvejen syd for Los Angeles i anledning af 250-års jubilæet for det amerikanske marinekorps.
Det vil vil i så fald ske samme weekend som de såkaldte 'No Kings-demonstrationer i Los Angeles, hvor mange ventes at demonstrere mod netop Trump-regeringen.
»Det her ville være en absurd magtdemonstration og helt upassende under en regeringsnedlukning, hvor ansatte i militæret ikke engang kan få udbetalt løn,« lyder en udtalelse fra den californiske guvernør Gavin Newsoms pressetjeneste.
Demokraten Newsom uddyber på sin egen X-konto:
»Donald Trump og JD Vance (USAs vicepræsident, red.) mener, at man respekterer militæret ved at lukke I-5-motorvejen for at affyre missiler fra skibe. Pak din forfængelighed væk og betal vores soldater i stedet.«
I Californiens største by, Los Angeles, har der i år været store demonstrationer mod Trump og hans skærpede immigrationspolitik.