Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Han kunne egentlig bare være blevet hjemme i varmen i Florida med sin kone og leve et trygt liv.
Men i stedet valgte Ryan den mulighed, som potentielt kan betyde en tidlig død.
Den 44-årige tidligere amerikanske soldat kender den mulige konsekvens ved sine handlinger alt for godt. Han har mærket det på egen krop, da han som udsendt i Afghanistan trådte på en mine.
Resultatet var en række operationer over 16 måneder. Lang genoptræning. Og en kamp for overhovedet at kunne gå igen.
Alligevel var det et nemt valg, da han fik muligheden for at tage til Ukraine og hjælpe lokalbefolkningen. Hovedsagelig ved at rydde miner i kampzoner.
Det har han gjort siden foråret. Og han har ikke i sinde at stoppe.
»Da USA trak sig ud af Afghanistan, hvor jeg havde arbejdet med at oplære soldater, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tage mig til. Så da Rusland invaderede Ukraine, gik der ikke længe, så tog jeg af sted,« fortæller Ryan Hendrickson over en telefon fra Kyiv til B.T.
Det skete allerede i marts, hvor det tidligere medlem af den amerikanske specialenhed Green Beret var af sted med en amerikansk kristen organisation.
Her var han vidne til ting, han ikke kunne slippe. Og efter den første tur var han hurtigt tilbage igen.
Denne gang for at bruge de evner, han havde lært i forbindelse med 22 år i det amerikanske forsvar.
»Da jeg kom tilbage til Ukraine i august, så jeg de skader, folk fik af landminerne i landet. Og allerede i september var jeg i området omkring Izyum (Østukraine, red.) for at rydde miner, så de lokale bønder kunne høste deres marker og ikke sulte,« fortæller Ryan Hendrickson.
Siden har han været en tur hjemme i USA for at indsamle penge og udstyr til minerydning.
Og i november var han været i Kherson for at rydde miner.
»Der er voldsomt mange miner. Ukraine bliver det land i verden med flest miner, når krigen er ovre. Det er jeg ikke i tvivl om. Og det er ikke kun miner, men også klyngebomber og ueksploderet ammunition,« siger Ryan Hendrickson.
Han er klar over, at det kan koste ham livet at tage til Ukraine.
Hvert øjeblik.
»Livet er kort, og det kan blive taget hurtigt. Det er jeg klar over. Men den her mission er mit mål i livet. Den giver mig mening,« forklarer Ryan Hendrickson, der foruden sin mangeårige træning tager sine forbehold.
Det gør han ved kun at være aktiv i Ukraine 45 dage ad gangen.
»Ellers bliver hjernen slap. Den begynder at slappe af og har ikke samme spændingsniveau. Og det er farligt, hvis man ikke er på toppen,« siger han.
Da B.T. taler med ham, er han på vej hjem til USA for at få en pause og indsamle nyt udstyr og penge.
For han skal tilbage til Ukraine snart.
For det, han har set i Ukraine, kan han ikke bare slippe.
»Ukrainerne er ofte overraskede og ryster på hovedet, når de ser en amerikaner rydde miner. Men de er også taknemmelige. Selvom deres byer næsten er blevet jævnet med jorden, så arbejder de bare videre. De genopbygger deres liv og deres byer. Bedstemødre fejer fortovene. Det er imponerende,« siger han.
Specielt en oplevelse sidder ekstra tungt i ham.
Den er fra den lille by Posad-Pokrovske mellem Mykolajiv og Kherson i det sydlige Ukraine.
»Mængden af klyngebomber i den by var voldsomt. Det er hjerteskærende.«
