USA trækker sig ikke væk fra Europa ved at reducere sine Nato-forpligtelser.

Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, kort før et møde med Natos forsvarsministre onsdag ifølge Reuters.

- I nogle tilfælde er dette blevet fremstillet som et problem – som om USA trækker sig væk fra sine allierede. Men det er ikke virkeligheden, siger Rutte.

USA meddelte sidste måned, at landet har besluttet at indskrænke de amerikanske militære kapaciteter, der er afsat til Nato i krisesituationer.

Ifølge Rutte vil de europæiske allierede efter USA's beslutning stille flere styrker til rådighed for alliancen.

- USA har besluttet at korrigere sine forpligtelser til Natos styrkemodel, siger Rutte ifølge AFP og tilføjer:

- Det handler ikke primært om, hvor styrkerne og materiellet befinder sig i øjeblikket, men om, hvem der skal gøre hvad, hvis vores forsvarsplaner bliver iværksat.

Flere medier har den seneste tid skrevet om de amerikanske planer om at reducere bidraget.

The New York Times skrev i sidste uge om planerne, som ifølge mediet blev bekræftet af to unavngivne, højtstående europæiske embedsmænd.

Et dokument om planen blev desuden sendt til Nato-allierede i begyndelsen af juni, skrev mediet, der ligeledes har set dokumentet.

Ifølge den amerikanske avis vil antallet af amerikanske jagerfly af typerne F-16 og F-15E blive reduceret fra omkring 150 til 100.

Samtidig vil antallet af maritime overvågningsfly blive skåret ned fra 26 til 15, og USA vil fjerne otte lufttankningsfly, som hidtil har befundet sig i Europa.

En missilbevæbnet ubåd, et hangarskib med flere tilknyttede fly og et uspecificeret antal krigsskibe vil blive omplaceret som en del af den amerikanske plan.

To grupper af bombefly, der har været øremærket forsvaret af Europa, vil blive flyttet til andre opgaver, skriver mediet.

/ritzau/