Når den russiske præsident, Vladimir Putin, sender soldater til frontlinjen i Ukraine, så gør de det ofte uden nogen form for frygt.
Og det er der en særlig årsag til.
Ifølge delingsfører i den ukrainske hær og tidligere medlem af det ukrainske parlament Tetiana Chornovol er de russiske soldater høje på beroligende stoffer, der gør dem stort set følelseskolde.
»Russiske soldater føler ikke kulde. De føler ikke frygt. De føler ikke smerte. De opfører sig som maskiner,« siger hun ifølge The Sun.
Chornovol har ikke nogle håndfaste beviser på de russiske soldaters påvirkning af stoffer, men af sine oplevelser fra slagmarken kan hun ikke udlede andet.
Blandt andet fortæller hun om en episode, hvor en granat sprang få meter bag en russisk soldat, som ifølge delingsføreren ikke engang blinkede, da det store brag lød.
Desuden husker hun en episode, hvor en russisk deling avancerede i over en kilometer under voldsom dronebeskydning. De stoppede ifølge ukraineren ikke, før de blev likvideret af ukrainske snigskytter.
Tidligere i marts konkluderede den amerikanske tænketank og Ngo Robert Lansing Institute, at nogle russiske tropper blev givet de stimulerende stoffer kaldet loksidan og UR-1.

