Medie: Russiske grupper tager ansvar for angreb på kølediske
Flere europæiske lande blev hacket tidligere denne uge.

Flere europæiske lande blev hacket tidligere denne uge.

De to russiske hackergrupper Z-Pentest og NoName057(16) tager nu ansvaret for cyberangreb på kølediske flere steder i Europa.
Det skriver TV 2, som har adgang til gruppernes opslag på de lukkede kanaler på det sociale medie Telegram,
»Cyberangreb mod kritisk infrastruktur raser allerede i mindst 20 lande (hvoraf de fleste er NATO-medlemmer). Vandforsyningssystemer, kraftværker, industrivirksomheder, vingårde og fødevarelagre er ramt,« skriver grupperne i et af deres opslag ifølge mediet.
Ifølge TV 2 nævner grupperne den danske virksomhed Danfoss, der har produceret flere af de termostater, der blev hacket. Hackerne hævder, at de har haft held til at stjæle Danfoss-ansattes og Danfoss-kunders adgangskoder.
I mange europæiske lande blev frysere og køleskabe i supermarkeder hacket 2. november. Hackere lykkedes med at skrue op for temperaturen i kølediskene.
Fra Styrelsen for Samfundssikkerhed var meldingen, at mindst fire virksomheder i Danmark var ramt af hackerangreb.
I Danmark var hackerne inde og rode i virksomhedernes temperatursystemer, men ganske hurtigt blev de smidt ud igen.
Andre steder i Europa var dog hårdere ramt.