Kirill Dmitrijev, der er Ruslands særlige udsending for investeringer og økonomisk samarbejde, siger, at loven og fornuften vandt, da ledere i EU valgte at optage et fælles lån til Ukraine i stedet for at bruge indefrosne russiske midler.
Det sker i et opslag på det sociale medie X tidligt fredag morgen.
- Et stort nederlag for EU's krigsmagere ledet af fejlslagne Ursula (EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, red.), skriver Dmitrijev.
- Fornuftens stemmer i EU blokerede for den ulovlige brug af russiske reserver til at finansiere Ukraine.
Ifølge ham har lov og fornuft vundet "for nuværende".
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ikke umiddelbart kommenteret beslutningen.
Både EU's præsident, António Costa, Ursula von der Leyen, og en stribe EU-landes ledere inklusiv statsminister Mette Frederiksen (S) havde forud for et EU-topmøde peget på et erstatningslån fra indefrosne russiske midler som den rigtige løsning til Ukraine.
Det kommer dog ikke til at ske. EU må i stedet optage et fælles lån på 90 milliarder euro med afsæt i EU-budgettet.
Kun 24 ud af de 27 EU-lande er med til at optage lånet.
De resterende tre medlemslande - Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet - stemte kun for forslaget, fordi de har fået lov til at stå uden for lånet mod til gengæld ikke at blokere for det.
På et senere tidspunkt skal Ukraine tilbagebetale lånet. Men det bliver først, når Rusland har betalt erstatning til Ukraine, sagde den tyske kansler, Friedrich Merz, natten til fredag under topmødet.
- Og vi gør det meget klart: Hvis Rusland ikke betaler erstatning, vil vi i fuld overensstemmelse med international ret gøre brug af de russiske indefrosne aktiver til at tilbagebetale lånet, sagde Merz.
Mens EU-toppen og lande som Danmark har talt for at bruge de indefrosne midler, har et land som Belgien været kritisk.
Det vil kunne føre til russiske sagsanlæg og beslaglæggelser af europæiske valutareserver og virksomheder, hvis man lavede et erstatningslån med de russiske midler, har det belgiske argument været.
/ritzau/
