For første gang har de danske myndigheder hen over et år overvåget, anråbt og registreret det, der rent formelt betegnes som EU-sanktionsdesignerede skibe.
Der blev registreret 292 skyggeflådesejladser i dansk farvand sidste år.
Det viser en opgørelse, som Søfartsstyrelsen har lavet for DR.
Lasten mistænkes ifølge DR for at være sanktioneret russisk olie. Men den kan også gemme på andre og potentielt mere problematiske kemikalier, våben eller mandskab.
Ifølge Yevgeniy Golovchenko, der er adjunkt på Københavns Universitet og forsker i skyggeflåden, udgør skibene en potentiel trussel mod dansk nationalsikkerhed.
- De bliver blandt andet mistænkt for at overvåge eller være med til at begå sabotage mod kritisk infrastruktur, siger han til DR og fortsætter:
- Og det er jo et kerneelement i hybrid krigsførelse at forsøge at skade modparten - i det her tilfælde os - samtidig med at man holder den her konflikt under tærsklen til formel krig.
/ritzau/