En russisk politiker siger søndag, at han fordømmer beslutningen om krig i Ukraine.
Vyacheslav Markhaev, som er medlem af det russiske parlament og medlem af Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, har skrevet et langt og frustreret indlæg om konfliktens forløb i Ukraine på sin Facebook-profil.
I sit opslag skriver han blandt andet, at han forstår og støtter, at man anerkendte udbryderrepublikkerne Lugansk og Donetsk, men det, som er sket efterfølgende, ikke har været nødvendigt.
'Vi var nødt til at anerkende uafhængigheden af republikkerne DPR (Donetsk, red.) og LPR (Lugansk, red.) for at beskytte dem mod fuldstændig udryddelse. Det så ud til, at dette kunne udvikle muligheden for fortsættelse af forhandlingerne og finde nye kompromiser til at afvikle alle de skarpe hjørner,' skriver han og fortsætter:
'Til min store beklagelse havde hele kampagnen for at anerkende DPR og LPR et helt andet mål, som oprindeligt var skjult, og som følge heraf – befinder vi os i en tilstand af fuld-skala konfrontation og krig mellem to stater. Vi havde hverken udholdenhed eller politisk vilje til at forsøge at fortsætte med at genvinde de fredslige indstillinger efter anerkendelsen af republikkerne i DPR og LPR.'
Videre i sit opslag fordømmer han både Vestens uberettigede strategi og dobbeltmoralske politik, men også Ruslands ledelse, som efter Vyacheslav Markhaevs udsagn begyndte at bruge de samme metoder.
'Jeg fordømmer også Ruslands ledelse, som begyndte at bruge de samme metoder af dobbeltmoral. Under anerkendelsen af DPR og LPR skjulte topledelsen planer om at udløse en fuldskala krig med vores nærmeste nabo,' skriver han.
⠀
'I dag er der krig mellem to venskabelige nationer, hvor lederskab manglede, desværre er der hverken sind eller vilje til at undgå konfrontation. Så det er også vores egen skyld.'
Invasionen i Ukraine har nu varet i flere dage, men russerne har ikke haft held med at indtage de største og vigtigste byer.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har søndag øget atomberedskabet i landet.
