Russisk politi har anholdt mindreårig efter advarsel fra USA
USA advarede lørdag om et muligt angreb ved et museum i Moskva. Søndag har russisk politi anholdt en mistænkt.

USA advarede lørdag om et muligt angreb ved et museum i Moskva. Søndag har russisk politi anholdt en mistænkt.

Russisk politi har søndag anholdt en mindreårig, efter at USA lørdag advarede Ruslands sikkerhedstjeneste FSB om et potentielt terrorangreb i hovedstaden Moskva.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den anholdte mindreårige er fortsat uidentificeret i offentligheden, men FSB har ifølge AFP meldt ud, at vedkommende er russisk statsborger og er af hankøn.
FSB har derudover oplyst, at den anholdte tidligere havde delt et billede af sig selv på det sociale medie TikTok iført balaclava (en slags elefanthue, red.), kasket, skibriller og hvad der ifølge AFP lignede et automatvåben.
Han havde også delt et billede af sig selv i nærheden af Tsaritsyno-museet med billedteksten: "Jeg har fundet et sted." Derudover var han angiveligt ifølge AFP medlem af en nynazistisk gruppe på beskedtjenesten Telegram.
Det var området omkring Tsaritsyno-museet i Moskva, som USA lørdag havde advaret FSB om et muligt terrorangreb.
Hvad motivet bag det potentielle terrorangreb i Moskva skulle være, har FSB ikke meldt noget ud om. Dog har FSB i en udtalelse givet udtryk for "taknemmelighed over for den amerikanske part".
Efter advarslen lørdag meldte den amerikanske ambassade i Rusland ud på sin hjemmeside, at den var "bekendt med en troværdig trussel om en hændelse med mange dræbte og sårede" lørdag ved museumsområdet Tsaritsyno i Moskva.
Det er ikke første gang, at USA advarer Rusland om potentielle angreb.
Tilbage i marts 2024 advarede USA for eksempel om et planlagt angreb mod koncertstedet Crocus City Hall i Krasnagorsk nær Moskva, flere uger inden angrebet fandt sted.
Angrebet, som endte med at dræbe mere end 100 personer, tog en afdeling af Islamisk Stat skylden for i sin tid.
RITZAU