Danmark og Holland vil sende i alt 61 F-16-fly til Ukraine, som glæder sig over den massive militære støtte.

Men Rusland har allerede nu en plan klar for, hvordan man vil neutralisere de mange nye kampfly.

Det siger i hvert fald Viktor Litovkin, en pensioneret russisk oberst, ifølge mediet thenationalnews.com til det russiske nyhedsbureau Tass.

Ifølge Viktor Litovkin vil Ukraine nu være nødt til at klargøre flyvepladser, radarstationer og særligt udstyr til forberedelse og vedligeholdelse af flyene.

Og dertil kommer steder til opbevaring af missiler til flyene – samt selve flyene.

Det bliver en udfordring for Ukraine, vurderer han.

»Ukraine har ikke sådan noget. Hvis de begynder at bygge det hele, vil Rusland ikke vende det blinde øje til,« siger Viktor Litovkin.

»De russiske væbnede styrker vil ganske enkelt vente, indtil byggearbejdet når til et vist punkt, og så gennemføre angreb,« forklarer han videre.

Viktor Litovkin mener desuden ikke, at de danske F-16-fly kan hamle op med Ruslands moderne kampfly.

Og lige netop den del er en dansk ekspert enig med Viktor Litovkin i.

Militæranalytiker Hans Peter Michaelsen har tidligere over for B.T. forklaret, at F-16-flyene har svagheder i luftkamp mod mere moderne flytyper – heriblandt de russiske.

»Det kan ikke måle sig med de mest avancerede russiske jagerfly, for eksempel SU-35,« sagde Hans Peter Michaelsen til B.T. i begyndelsen af juni.

»Russernes fly er større og har en væsentligt større og mere kraftfuld radar. Det vil sige, at de vil kunne se F-16-fly på længere afstand, end F-16-flyene kan se dem.«

»De russiske fly har også nogle missiler, der kan flyve længere. Så det er en af svaghederne med F-16, at det vil have vanskeligt ved at klare sig mod moderne russiske kampfly,« konstaterer Hans Peter Michaelsen.

Det er blandt andet også derfor, at Danmark for længst har indledt processen med at udskifte F-16 med de nye F-35. 

Hvor brugbart er F-16-flyet på en skala fra 1 til 10?

»I sådan en moderne konflikt, så vil jeg sige, at det er omkring 5-6 stykker. Det har sine begrænsninger,« sagde Hans Peter Michaelsen dengang.

»Det er derfor, at man køber F-35, som nok er 10,« tilføjede han.

»Men det er klart bedre end ingen fly, og det er klart bedre end nogle af de gamle fly, som Ukraine har i forvejen, som måske er på 3 på skalaen,« forklarede Hans Peter Michaelsen.

Danmark har i øjeblikket sendt personale til USA for at uddanne sig i at flyve de nye F-35-fly, som er indkøbt hos Lockheed Martin i 2016.

Det er planen, at de første af i alt 27 indkøbte F-35-modeller leveres til Danmark i 2024.

Danmark vil ifølge statsminister Mette Frederiksen donere seks F-16-fly til Ukraine inden udgangen af året.

I 2024 vil yderligere otte følge, hvorefter ukrainerne i 2025 kan se frem til at modtage de sidste fem.