USA kan have planer om at placere atomvåben på Grønland.
Midt i balladen om den amerikanske interesse for verdens største ø kommer denne anklage nu fra russisk side.
Helt præcist fra den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, i et interview med det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.
I forbindelse med det, der tidligere hede Thule-basen, siger han:
»Den amerikanske Pituffik Space Base er i dag en del af USAs varslingssystem for missilangreb i Arktis, og den gennemgår en omfattende modernisering. Herunder en radar, der koster milliarder af amerikanske dollar,« siger Vladimir Barbin:
»Der bliver også skabt infrastruktur for F-35-jagerflyet, der kan bære atomvåben. Sådanne jagerfly har allerede brugt flyvepladsen i forbindelse med øvelser.«
Ifølge B.T.s research skulle det være sket for første gang i januar sidste år med hjælp af særlige hjælpeforanstaltninger.
Den russiske ambassadør siger mere i interviewet med det russiske medie:
»Rusland går ind for at styrke stabiliteten i Arktis. Dette er kun muligt på baggrund af opbygningen af et internationalt sikkerhedssystem, der er lige for alle arktiske stater.«
Nogenlunde ordret det samme sagde Vladimir Barbin torsdag i en udtalelse til B.T.s søstermedie Berlingske.
Her antydede han videre, at Rusland i tilfælde af amerikansk oprustning på Grønland ville se sig nødsaget til at reagere.
Det formulerede han således:
»Et forsøg på at sikre USAs nationale sikkerhed på bekostning af andre landes interesser er fyldt med yderligere forringelse af situationen i Arktis og vil blive taget i betragtning af Rusland i dets militære planlægning,« lød det fra den russiske ambassadør.
USA har ikke reageret på ambassadørens udtalelser.
Efter Anden Verdenskrig havde Danmark officielt en aftale med USA om, at der ikke måtte være atomvåben på dansk grund – eller i dansk luftrum – i fredstid.
Men det viste sig senere, at der eksisterede en aftale om, at USA ikke behøvede at fortælle den danske regering, hvis de alligevel havde tænkt sig at gøre det.