Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En kvinde fra den russiske storby Sankt Petersborg kan muligvis se frem til en fængselsstraf på op til ti år.

Det sker som resultat af det, der skal være en yderst velplanlagt demonstration mod den russiske invasion af Ukraine – i kvindens lokale supermarked.

Langt de fleste personer, som bare var ude at handle helt normalt i supermarkedet, havde formentlig slet ikke lagt mærke til det.

Men den russiske kunstner og aktivist Alexandra Skotjilenko har alligevel fået myndighedernes opmærksomhed, efter hun angivelig udskiftede varebeskrivelser i supermarkedet med information om krigen i Ukraine.

Blandt andet kunne man læse, at 'den russiske hær bombede en skole i Mariupol, hvor omkring 400 gemte sig fra artilleribeskydning', hvis man var ved at købe instant coffee.

Var man på udkig efter blandede nødder, lød teksten, at 'russiske tropper forhindrede 14 lastbiler med humanitær hjælp i at komme ind i Kherson-regionen, hvor civile har brug for mad og vand'.

På en tredje besked stod der, at 'inflationen er nået sit højeste punkt siden 1998 på grund af vores militære handlinger i Ukraine. Stop krigen!'

Alexandra Skotjilenkos angivelige aktion i supermarkedet blev opdaget af en anden kunde i butikken. Og så blev de russiske myndigheder involveret.

Sådan ser nogle af de ændrede prisskilte ud. Her med engelsk oversættelse
Sådan ser nogle af de ændrede prisskilte ud. Her med engelsk oversættelse
Vis mere

Nu sidder Skotjilenko bag tremmer frem til 31. maj, hvor hun skal for retten.

Her kan hun se frem til en straf, der går fra en bøde på omkring en kvart million kroner eller mellem fem til ti års fængsel, hvis hun bliver dømt.

Den angivelige aktion blev udført 31 marts i den russiske storby. Og Alexandra Skotjilenko har siddet fængslet siden.

Årsagen, til at Skotjilenkos tilbageholdes, skal findes i en kontroversiel lov, der er blevet vedtaget i Rusland i forbindelse med krigen i Ukraine.

Loven siger blandt andet, at man ikke må omtale den russiske aktion i Ukraine som en 'invasion' eller en 'krig'. Og samtidig må man ikke undergrave de russiske tropper i Ukraine, lyder det i loven.

Alexandra Skotjilenko har offentlig erklæret sig en modstander af krigen og har tidligere modtaget en bøde for at deltage i en demonstration mod den russiske invasion.

I retsdokumenterne mod den russiske aktivist fremgår det, at hendes motiv var 'politisk had mod Rusland', skriver The Guardian, som også har beskrevet sagen.

Efter anholdelsen og fængslingen af hende er hendes angivelige aktion blevet delt på sociale medier. Det samme er billeder af Skotjilenko bag tremmer i retten.

Alexandra Skotjilenko i retten.
Alexandra Skotjilenko i retten.
Vis mere

På et af billederne står hun storsmilende og laver et hjerte med sine hænder.

Det er et signal, der er velkendt fra Hviderusland, hvor den fængslede oppositionsleder Maria Kolesnikova har brugt det gentagne gange.

De handlinger, Alexandra Skotjilenko står tiltalt for at have begået, er langtfra de eneste, hvor aktivister i Rusland står tiltalt for at bryde den nye lov.

Blandt andet skal en russisk aktivist være anholdt for at give udgaver af George Orwells dystopiske roman '1984' gratis væk.

Andre læser også