20.000 soldater deltager i disse dage i en storstilet øvelse i Norden.

Og det raser russerne nu over.

Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA.

»Vores forsvar holder nøje øje med øvelsen. Vore mening om den slags er kendt. Vi mener, at disse øvelser er af en provokerende karakter. Alle øvelser, der afvikles tæt på grænsen, øger risikoen for militære hændelser,« siger den russiske viceudenrigsminister, Alexander Grushko.

Nato-øvelsen, der, ifølge Ritzau, går under navnet 'Nordic Response' blev indledt søndag, og varer indtil den 15. marts.

12 Nato-lande og Sverige, der er på vej ind i alliancen, deltager.

Øvelsen foregår i Nordens arktiske områder.

Over 20.000 soldater deltager i øvelsen, der er anden fase af Steadfast Defender, som er den største Nato-øvelse i årtier.

Forsvaret i Danmark skriver på dets hjemmeside, at øvelsen blandt andet lægger vægt på at vise, hvilke styrker Finland og Sverige bringer ind i alliancen.

Ifølge Forsvaret skal øvelsen bidrage til Natos evne til at forsvare Norden.

I alt deltager op i mod 1200 soldater fra det danske forsvar i Steadfast Defender – herunder deltager også et ukendt antal danske soldater i den norskledede del af missionen.