Det er ikke ofte, at man hører den russiske præsident tale negativt om, hvordan det går på slagmarken i Ukraine. 

Men hjemme i Rusland giver økonomien resultater, som Putin unægteligt må forholde sig til. 

Og det kan ikke være opmuntrende læsning for den russiske præsident. 

For den russiske driftsbalance viser det dårligste kvartalresultat siden 2020.

Ruslands økonomi har nemlig taget et hårdt slag i andet kvartal af 2023, hvor overskuddet endte på 5,4 milliarder dollars (36 milliarder kroner). 

Det skriver Business Insider på baggrund af offentliggjorte tal fra den russiske centralbank. 

De russere, der den 6. juli besøgte dette vekselkontor i Sankt Petersborg, skulle have voldsomt mange rubler op for at erhverve sig amerikanske dollars. EPA/ANATOLY MALTSEV
De russere, der den 6. juli besøgte dette vekselkontor i Sankt Petersborg, skulle have voldsomt mange rubler op for at erhverve sig amerikanske dollars. EPA/ANATOLY MALTSEV Anatoly Maltsev/EPA/Ritzau Scanpix

Selvom overskuddet måske lyder pænt, så er resultatet et fald på hele 93 procent i forhold til samme kvartal i 2022. 

Her kunne Putin med rette juble bag sit absurd lange skrivebord, for overskuddet endte på rekordhøje 76,7 milliarder dollars (468,64 milliarder kroner).

Ifølge den russiske centralbank skyldes det dårlige resultat i år blandt andet et fald i prisen på energi. 

Generelt står den russiske økonomis nuværende situation i skærende kontrast til selvsamme udvikling sidste år.

På trods af omfattende sanktioner fra Vesten, så blev den russiske økonomi ved med at klare sig godt i løbet af 2022.

Årsagen finder man blandt andet i, at energipriserne globalt blev skruet i vejret, og lande som Indien og Kina fortsatte med at købe gas og olie af russerne, hvilket holdt hånden under russisk økonomi.

Samtidig indførte den russiske centralbank kreative tiltag. For eksempel skal russiske firmaer, der sælger til udlandet og modtager betaling i en anden valuta, konvertere halvdelen af indtægterne til rubler, for at holde kunstigt liv i efterspørgslen på rubler. 

Det statsejede gasselskab Gazprom krævede også betalingen for naturgas i rubler. 

De finter er ikke længere nok til at holde værdien på rublen oppe, for den russiske valuta er også mærket af de seneste måneders dårlige resultater for russisk økonomi. 

Rublens værdi er faldet støt siden sommeren 2022, hvor man fik 63,3 rubler for én amerikansk dollar. 

I dag ville byttehandelen kræve 90 rubler.