Ruslands præsident Vladimir Putin er ved at skabe en radikaliseret udgave af sig selv og sit Rusland.

Og det betyder, at Putin er villig til at ofre meget for at nå det, han egentlig har sat sig som mål. Nemlig at bevare og udvide magten og privilegierne. Det fortæller Flemming Splidsboel Hansen, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i sin klumme i Berlingske.

»Putin står et sted nu, hvor han ikke kan stoppe. Han kan ikke bare trække sig nu, han er nødt til at få noget ud af det. Og der skal vi være indstillet på, at han vil gå meget langt for at få noget, som ligesom kan redde ham,« uddyber han over for til B.T.

Han fortæller i den forbindelse, at et radikaliseret Rusland er begyndt at vise sig på forskellig vis.

»Den radikaliserede Putin vil være endnu mere undertrykkende og ensrettende, endnu mere indædt og truende i sin konfrontation med Vesten,« slår han fast og fortæller, at det vil blive sværere for folk at lade være med at støtte Putin aktivt.

»Vi kan allerede se, at der er rigtig mange russiske toppolitikere, der nu står i kø for at støtte ham – blandt andet på de sociale medier.«

Derudover slår han fast, at der nu er daglig snak i Rusland om forrædere og om genindførelsen af dødsstraf, herunder for at afskrække og straffe de såkaldte forrædere.

Også medierne er i søgelyset, hvor der vil komme nogle klare og meget strikse retningslinjer for, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er.

Foto: SERGEI GUNEYEV
Vis mere

»Der er faktisk lige kommet et forslag, som peger i retning af, at myndighederne nu vil få viderebeføjelse til at lukke forskellige former for medier, som man mener, går imod Ruslands interesse. I den forbindelse taler man om censur i Rusland.«

Han fortæller, at den radikaliserede Putin blandt andet bliver skabt på baggrund af, at han er presset. Særligt også nu, hvor en ny og hårdere strategi, som særligt er formidlet fra amerikansk side, har vist sig.

Her handler det om presse Rusland så hårdt og så længe, at det putinistiske styre til sidst knækker og bliver erstattet af en anden og mindre aggressiv og undertrykkende politisk ledelse.

Men hvad skal Vesten stille op?

Ifølge Flemming skal vi huske på, at vi ikke bare kan påvirke Rusland i den retning, vi ønsker og har lyst til at få skabt. Men vi kan være med til at præge det.

»Vi skal være opmærksomme på, at jo mere vi skubber, jo mere radikaliseret vil han blive. Og det betyder ikke, at vi ikke skal blive ved med at skubbe. Tværtimod synes jeg faktisk, vi skal.«

I øjeblikket er en masse sanktioner rettet mod Rusland, ligesom der er indsat militærstøtte for at hjælpe Ukraine – alt sammen for at presse Putin.

»Alt det er jo med til at radikalisere ham, men det er også med til at svække ham. Så det er rigtig svært. For hvis vi ikke gør noget, så vil han nok ikke blive helt så radikaliseret, men til gengæld vil han stå styrket tilbage, og det er jo også noget rod.«

Derfor mener han, at vi skal gå langt og fortsætte den strategi, som i øjeblikket er formuleret tydeligst fra amerikansk side.

»Siden 2014 har vi kun talt om Rusland som et problem. Nu er det blevet så opsparet, at nu gider vi ikke mere. Nu skal det løses, og det er nu vi har muligheden.«