»Er der overhovedet nogen mænd i lokalet? Nej? Jeg skammer mig over jer! Tag bukserne af og tag nederdele og sløjfer på. Brænd også jeres skæg af, så der ikke er noget tilbage. Hvilke mænd er I? Er I mænd eller ej?«

Den provokerende opfordring stammer fra dekanen på Voronezj Statsuniversitet, Aleksej Skrypnikov, der ihærdigt forsøger at få flere studerende til at melde sig til hæren.

Det skriver TV2.

Rusland mangler desperat folk til fronten, og da studerende er fredet for værnepligt under uddannelse, tager regimet ekstreme metoder i brug. 

I den Oscar-vindende dokumentar 'Mr. Nobody against Putin' starter propagandaen allerede i folkeskolen – men på de videregående uddannelser er presset kun blevet større.

Reglerne er således, at man i Rusland kan undgå værnepligten, når man er under uddannelse, og derfor skal de studerende selv tage imod tilbuddet om at komme i millitæret.

En studerende har berettet til det uafhængige russiske oppositionsmedie Vertska, at de på Statsuniversitetet var blevet vist en video, hvor en gravid kvinde får skåret maven op af to påstået ukrainere, hvorefter de stikker hendes ufødte barn ihjel.

Bagefter blev de studerende beordret til at forestille sig deres egne kærester og mødre blive voldtaget af de ukrainske nazister, før de blev bedt om at melde sig til tjeneste.

Den aggressive kampagne efterlod den studerende i chok og med søvnløse nætter.

Kampagnen er blevet udrullet på russiske universiteter og uddannelsesinstitutioner, og i de seneste måneder er det kun blevet vildere metoder, skriver TV2.

Selvom metoderne virker absurde og sygelige, virker de. Ifølge BBC's russiske tjeneste vælger flere studerende rent faktisk at lade sig hverve til Putins krig efter de voldsomme trusler mod deres mandighed og samvittighed.