Et russisk luftangreb i ukrainske Odessa har forvoldt stor skade på en domkirke fra 1700-tallet.

'Endnu et russisk missilangreb på fredelige Odessa,' skriver guvernør Oleh Kiper på beskedtjenesten Telegram og beretter, at missilerne også har kostet et enkelt menneskeliv og såret 19. 

Oleksandr Gimanov/AFP/Ritzau Scanpix

Domkirken ved navn Spaso-Preobrazhenskyi hører under den ukrainsk-ortodokse kirke (UOC) og er den største af sin slags i Odessa. Den blev indviet i 1809.

Det religiøse symbol på Odessas skytshelgen blev fundet under murbrokkerne, skriver Reuters.

I Ukraine er UOC anklaget for at have forbindelser til den russisk-ortodokse kirke, som støtter invasionen af Ukraine. 

Havnebyen Odessa er en vigtig eksportcentral i Ukraine og er flere gange blevet angrebet af Rusland.

Oleksandr Gimanov/AFP/Ritzau Scanpix