Det kan være bogstaveligt talt dødsensfarligt at kritisere Ruslands præsident, Vladimir Putin, og inderkredsen af de angiveligt korrupte folk, der omgiver ham.
Drab og drabsforsøg med ekstremt farlig radioaktiv gift listet ned i en kop te synes at være et våben, der bruges igen og igen for at ramme kritikere af den nu 67-årige præsident, der selv har en fortid som spion for den daværende sovjetiske efterretningstjeneste KGB.
For knap to uger siden gik det ud over den i øjeblikket fremmeste Putin-kritiker af alle, nemlig den 44-årige jurist og familiefar Aleksej Navalnyj, som momentant blev dødeligt syg med voldsomme smerter ombord på et fly.
Det skete, efter han havde drukket nogle få slurke af en kop te, inden han gik ombord i Tomsk i Sibirien, hvor han havde været på besøg for at støtte lokale protester rettet mod Kreml og lokalt valgte Putin-venlige politikere.
Kreml nægter alt vedrørende den formodede voldsomme forgiftning af Navalnyj, som efterfølgende og under stort drama sidenhen er blevet hentet af et tysk ambulancefly og stadig ligger i kunstig koma på et hospital i Berlin.
Hans tilstand er ‘kritisk men stabil’, lyder det fra de tyske læger, der behandler ham.
I modsætning til de russiske læger, som havde tilsyn med ham i Omsk, hvor flyet måtte nødlande på grund af den pludselig kritisk syge Aleksej Navalnyj, fastslår tyskerne, at han er blevet forgiftet.
De ved bare endnu ikke præcist med hvilket stof.
Her blot halvanden uge efter forgiftningen har der nu igen været et påfaldende målrettet angreb på en Putin-kritiker i Rusland.
Denne gang er det den blot 22 år gamle journalist Jegor Zjukov, som søndag blev overfaldet på gaden i Moskva uden for sit hjem.
Det oplyser hans arbejdsplads, den regeringskritiske Ekko Radio, der holder til i den russiske hovedstad.
Jegor Zjukov er trods sin unge alder en fremtrædende kritiker af Vladimir Putin og hans styre. Den unge mand har flere gange blandt andet ytret, at han selv vil gå efter at blive præsident for at gøre op med udbredt korruption.
Så sent som i december nedlagde staten forbud mod hans egen regeringskritiske online videokanal, der havde en meget stor og stigende seerskare i Rusland.
Siden da har han brugt sin energi som journalist på Ekko Radio, hvor han blandt andet har lagt sendetid til et interview med ovennævnte Aleksej Navalnyj, der altså nu ligger i koma efter at være blevet forgiftet med et farligt stof listet ned i en kop dampende varm te.
Ifølge Ekko Radio blev 22-årige Jegor Zjukov søndag aften passet op af to ukendte gerningsmænd på gaden og slået i jorden.
Han blev sparket i hovedet, da han lå ned, så han formentlig har pådraget sig hjernerystelse, ligesom han har fået adskillige flænger i ansigtet. Han er nu indlagt på et hospital i Moskva.
Hvis Putins fremmeste kritiker, Aleksej Navalnyj, er blevet forgiftet bevidst, er det langt fra første gang, at fjender af den magtfulde præsident er mål for dødsensfarlige angreb.
I 2006 døde den tidligere russiske agent Alexander Litvinenko, efter han havde drukket en kop te forgiftet med det radioaktive stof polonium-210 under et selskab med to aktive russiske agenter på det eksklusive Hotel Millennium i London.
Og i 2013 døde eksil-oligarken Boris Berezovskij pludselig i sit hjem i Berkshire vest for den engelske hovedstad under mystiske omstændigheder.
For to år siden var der endnu en gang et suspekt og potentielt dødeligt giftangreb i England mod prominente russere, som Putin ikke bryder sig om.
Denne gang gik det ud over den 66-årige tidligere dobbeltagent Sergej Skripal og hans 33-årige datter Yuliana, som blev fundet bevidstløse på en bænk uden for et indkøbscenter i Salisbury.
Begge viste sig at have fået påført nervegiften Novichok – et ekstremt giftigt middel, som det daværende sovjetiske militær udviklede tilbage i 1970'erne.
Far og datter overlevede med nød og næppe efter flere måneders indlæggelse.
Blandt flere andre formodede Putin-sanktionerede attentater gennem de seneste år kostede det i 2006 den regeringskritiske journalist Anna Politskovskaja livet, da hun blev skudt i en trappeopgang i Moskva.
Forinden havde hun efter eget udsagn overlevet et giftangreb på vej til en reportagetur til Tjetjenien.
Det gjorde hendes ledsager fra samme avis ikke. Ledsageren mistede livet efter at være blevet forgiftet med samme type stof, som ukendte gerningsmænd forsøgte at dræbe Politskovskaja med.
Hvilket så siden blev gennemført mod hende med koldt blod med en kugleregn i en trappeopgang i Moskva.
Kreml har taget afstand fra samtlige drab og drabsforsøg, som regeringen nægter al forbindelse til.