Rusland ser ikke udveksling af territorium som del af fredsaftale
Vladimir Medinskij afviser efter møder i Abu Dhabi, at udveksling af land kan være del af fredsaftale.
Vladimir Medinskij afviser efter møder i Abu Dhabi, at udveksling af land kan være del af fredsaftale.
Rusland ser ingen mulighed for at udveksle territorium med Ukraine som led i en eventuel fredsaftale.
Det siger den russiske chefforhandler, Vladimir Medinskij, til det statslige russiske nyhedsbureau, Tass, skriver Reuters.
Udtalelsen kommer efter to dages forhandlinger mellem Rusland, Ukraine og USA i Abu Dhabi.
Medinskij har stået i spidsen for den russiske delegation ved møderne.
Forhandleren blev efterfølgende spurgt til, hvorvidt en fredstaftale var kommet tættere på.
Her lød svaret ja.
- Men lige nu afhænger meget af alle de parter, som er involveret. Meget afhænger af Ukraine, USA's ståsted, og om Europa kommer til fornuft, sagde han.
Medinskij beskrev ikke nærmere, hvad der skulle til for at nå til enighed om en aftale.
Jurij Usjakov, der er rådgiver for den russiske præsident, har ifølge nyhedsbureauet også beskrevet møderne i Abu Dhabi som substantielle og brugbare.
Det lyder desuden fra Medinskij, at Rusland vil "sikre fred i Europa i årtier og århundreder", hvis det lykkes at blive enige om et "retfærdigt sikkerhedssystem".
RITZAU