»Jeg er glad for at kunne byde præsident Volodymyr Zelenskyj velkommen til Norge for fjerde gang,« lyder det fra statsminister Jonas Gahr Støre i en pressemeddelelse.

Men det er langt fra alle, der deler glæden over den ukrainske præsidents besøg i Norden. 

I en e-mail til Nettavisen fordømmer den russiske ambassade i Oslo nemlig turen i usædvanligt hårde vendinger:

'Volodymyr Zelenskyj kommer tydeligvis til Oslo for at tigge om penge til at fortsætte det blodbad, der vil give ham og hans nærmeste medarbejdere mulighed for at forblive ved magten.'

Den voldsomme retorik kommer ikke bag på Jakub M. Godzimirski, der er Ruslandsekspert og seniorforsker ved NUPI – Norges Udenrigspolitiske Institut.

Han ser udtalelsen som et klassisk eksempel på russisk statspropaganda, der forsøges plantet i de norske medier.

»Da vi taler om et autoritært regime her, er det indlysende, at ambassaden skal følge den officielle russiske linje i sine udtalelser,« forklarer eksperten til Nettavisen.

Volodymyr Zelenskyj ankommer til Norge tirsdag aften efter et møde med den tyske kansler, Friedrich Merz, i Berlin. 

I Oslo venter et bilateralt møde og en efterfølgende arbejdsmiddag med Jonas Gahr Støre.

Trods de russiske protester holder den norske statsminister fast i vigtigheden af samarbejdet og Ukraines kamp:

»Ukraine er ikke kun den største modtager af norsk støtte, det er også en vigtig partner, der bidrager til at styrke norsk sikkerhed,« understreger Jonas Gahr Støre.