Rusland raser mod Norge: 'Det er pirateri'
Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, mener, at Vesten agerer som karakteren Jack Sparrow fra 'Pirates of the Caribbean'-filmene.

Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, mener, at Vesten agerer som karakteren Jack Sparrow fra 'Pirates of the Caribbean'-filmene.

»Dette er pirateri.«
Sådan lyder den hårde beskyldning mod Norge fra russisk side i det, der er ved at udvikle sig til et højspændt udenrigspolitisk drama.
De hårde ord kom det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, i et interview med det statsejede russiske nyhedsbureau Tass, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
Baggrunden er, at Norge onsdag beslaglagde det russiske forskningsskib 'Professor Molchanov', der nu ligger til kaj i Barentsburg på øgruppen Svalbard i Barentshavet.
Det skete efter en anmodning fra Naftogaz, som er Ukraines største statsejede olie- og gasselskab.
Siden 2016 har Naftogaz forsøgt at gå rettens vej for at få kompensation for, at Rusland tog ejendom, der tilhørte virksomheden, da landet med præsident Vladimir Putin i spidsen ulovligt annekterede den ukrainske halvø Krim i 2014.
En voldgiftsret i Haag pålagde i 2023 Rusland at betale Naftogaz de 4,22 milliarder dollar - cirka 27 milliarder danske kroner - plus renter og sagsomkostninger som erstatning for virksomhedens tab af afgifter.
Det er ikke sket.
Beslaglæggelsen af 'Professor Molchanov' blev udført, efter at den lokale distriktsdomstol i Norge gav Naftogaz ret til at beslaglægge det russiske skib for at kompensere for virksomhedens tab.
»Jeg kan bekræfte, at guvernøren har modtaget en kendelse fra Nord-Troms og Senja distriktsdomstol om at beslaglægge og udsætte fartøjet,« sagde Håkon Finstad, operationsleder hos Svalbard-politiet, til norsk TV 2 onsdag.
Kreml ser imidlertid helt anderledes på sagen.
Maria Zakharova mener, at beslaglæggelsen er i strid med international lov og beskylder Vesten for 'bogstavelig talt at have gjort Jack Sparrow til sit eget symbol på modernitet'.
Det er – selvfølgelig – en henvisning til den ikoniske, komiske og ofte løgnagtige pirat, som Johnny Depp portrætterer i 'Pirates of the Caribbean'-filmene.
Guvernøren på Svalbard har oplyst i en pressemeddelelse, at der vil blive taget hånd om besætningen og passagererne på 'Professor Molchanov', og at skibet foreløbig vil blive liggende ved kajen i Barentsburg.
Over for Tass slår Maria Zakharova fast, at Rusland altid forsvarer sine borgeres rettigheder og 'ikke svigter vores egne'.
Så det sidste ord er næppe sagt i tvisten om 'Professor Molchanov'.
B.T. har i forbindelse med sagen fra Svalbard bedt Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, om en kommentar til sagen.
I skrivende stund er han ikke vendt tilbage.