Rusland: Overvågning af kontakter til formodet pest-død kvinde er afsluttet
Russisk guvernør siger, at der ikke er sundhedsmæssige problemer hos kontakter til formodet pest-død kvinde.
Russisk guvernør siger, at der ikke er sundhedsmæssige problemer hos kontakter til formodet pest-død kvinde.
Efter at have sporet alle kontakter til en kvindelig laboratoriearbejder, der angiveligt døde af pest, har Rusland ikke konstateret nogen sundhedsmæssige problemer eller farlige mikroorganismer, siger guvernør torsdag.
- Den medicinske overvågning af alle kontakter er afsluttet, skriver guvernøren i Irkutsk-regionen i Sibirien, Igor Kobzev, i et opslag på den russisk statsstøttede sociale platform Max.
- Der blev ikke påvist nogen sundhedsmæssige problemer relateret til smitsomme sygdomme, lyder det videre fra guvernøren.
Samme dag afviser landets sundhedsmyndigheder meldinger om, at en person skulle være blevet syg efter at have været i kontakt med den kvindelige laboratoriemedarbejder, som døde i sidste uge.
Myndighederne kalder det for "falske oplysninger, der cirkulerer på sociale medier".
Den 28-årige kvinde arbejdede på et pestforskningslaboratorium i Sibirien inden sin død.
De russiske myndigheder har endnu ikke fastslået, om hendes død skyldtes pest. Indtil videre har myndighederne blot oplyst, at hun døde af en lungebetændelse, hvis årsag endnu ikke er fastslået.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, oplyste onsdag, at organisationen har bedt de russiske myndigheder om flere oplysninger vedrørende sagen.
- WHO har anmodet om yderligere oplysninger for at få afklaret årsagen til den alvorlige lungebetændelse, lød det fra Tedros Adhanom Ghebreyesus i et opslag på det sociale medie X.
Samme dag understregede USA's præsident, Donald Trump, at han ikke tror, at den russiske laborants dødsfald skyldes biologiske våben.
Det sagde Trump i Det Hvide Hus direkte adspurgt, om biologiske våben var involveret i dødsfaldet.
- Det tror vi ikke. Vi finder snart ud af det, men vi tror det ikke, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.
RITZAU/Reuters