Regeringen i Tyskland mistænker Rusland for at stå bag en række cyberangreb mod medlemmer af det tyske parlament og højtstående embedsmænd.

Det oplyser kilder i den tyske regering lørdag til nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Der er tale om såkaldte phishing-angreb mod kommunikationsplatformen Signal.

- Forbundsregeringen går ud fra, at phishing-kampagnen rettet mod Signal formentlig blev styret fra Rusland, siger en kilde til AFP og understreger, at angrebene er blevet standset.

Phishing er en form for cyberkriminalitet, hvor den kriminelle udgiver sig for at være en troværdig kilde for at narre personer til at udlevere følsomme oplysninger.

Angrebene var angiveligt rettet mod parlamentsmedlemmer fra flere forskellige partier, herunder også ministre og Forbundsdagens formand, Julia Klöckner.

Derudover menes flere embedsfolk, diplomater og journalister at have været mål for angrebene.

Ifølge AFP blev ofrene opfordret til at udlevere følsomme kontooplysninger fra en konto, der udgav sig for at være Signal-support.

Hvis oplysninger er blevet udleveret, kan hackeren blandt andet få adgang til beskeder, billeder og filer, der er blevet delt på Signal.

Den tyske anklagemyndighed fortalte fredag ifølge Reuters, at man siden midten af april har efterforsket flere phishing-angreb på Signal. Anklagemyndigheden vil ikke oplyse yderligere om sagen.

Tysklands regering har indtil videre ikke udtalt sig om, hvor mange politikere og embedsfolk der er blevet ramt af angrebene.

Ifølge mediet Der Spiegel er mindst 300 konti blevet kompromitteret, skriver AFP.

Konstantin von Notz, medlem af det tyske parlament, har over for AFP kaldt angrebene "yderst bekymrende".

- På nuværende tidspunkt kan ingen med sikkerhed sige, om integriteten af parlamentsmedlemmernes kommunikation stadig er garanteret, siger han til nyhedsbureauet.

Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er Tyskland blevet ramt af adskillige cyberangreb.

Rusland har afvist at stå bag sådanne handlinger.

/ritzau/