Rusland melder om tre dræbte og 19 sårede i ukrainske angreb
Ifølge Ruslands udenrigsministerium angriber Ukraine civile for at kompensere for nederlag ved fronten.
Ifølge Ruslands udenrigsministerium angriber Ukraine civile for at kompensere for nederlag ved fronten.
Tre personer er blevet dræbt i et ukrainsk droneangreb på den russiske grænseregion Belgorod, og 19 yderligere er såret i et angreb på en bus.
Det melder de regionale myndigheder.
Ifølge myndighederne blev to personer dræbt i et droneangreb i en by nær grænsen. En anden blev dræbt i et angreb uden for regionens hovedby, der også hedder Belgorod.
Det russiske udenrigsministerium har fordømt, at en bus kom under beskydning i byen Sjebekino tæt på den ukrainske grænse. Alle på nær én af de sårede er indlagt til behandling på hospitalet.
Maria Zakharova, der er talskvinde for det russiske udenrigsministerium, udtaler, at det seneste angreb viser, at Ukraine retter angreb mod offentlig transport "for at hævne sig på almindelige mennesker på grund af voksende nederlag ved fronten".
De russisk-indsatte myndigheder i de besatte dele af Donetsk-regionen i det østlige Ukraine oplyste tirsdag, at fem personer var blevet såret, i hvad der blev beskrevet som et ukrainsk droneangreb på en bus.
De russiske myndigheder har også givet Ukraine skylden for et angreb i juni på en bus, der transporterede børn fra Belarus til et feriested. En kvinde blev dræbt, og seks børn blev såret.
Ukraines militær har afvist beskyldningerne og kaldt dem usande.
RITZAU/Reuters