Ruslands efterretningstjeneste er torsdag kommet med en påstand i den mere kuriøse ende.
For på Udenrigsministeriets kanal på beskedtjenesten Telegram lyder det, at Ukraine planlægger at angribe Polen.
Det skal dog ikke ske under sine egne farver, men i stedet ved at sende en gruppe soldater ind i Polen, der giver sig ud for at være fra Rusland og Belarus, lyder det videre i den opsigtsvækkende påstand.
Som om det ikke var nok, er den fordækte operation ifølge den russiske efterretningstjeneste planlagt som en opfølger på droneaktionerne i Polen og Rumænien, hvor landenes luftrum blev krænket – spørger man Ruslands efterretningstjeneste, var det altså Ukraine, der stod bag.
Efter aktionen i Polen vil de fordækte tropper ifølge efterretningstjenesten tale åbent om aktionen til medierne, på vegne af Rusland.
Ifølge de russiske spekulationer er formålet at trække de europæiske lande og NATO ind i konflikten med Rusland.
Det fremgår ikke, hvornår den angivelige fordækte operation skal finde sted. Påstanden om den forestående operation er på ingen måde underbygget af anerkendte kilder, ligesom Ukraine ikke har svaret på påstanden.
Der er i vestlige lande bred konsensus om, at Rusland stod bag krænkelserne af polsk og rumænsk luftrum.