Hvis han ville, så kunne den russiske præsident, Vladimir Putin, med stor sandsynlighed sønderbombe Ukraine.

Alligevel har han ikke gjort. Men hvad er forklaringen på det?

De fleste har nok set billederne fra Mariupol i det sydlige Ukraine eller fra storbyen Kharkiv i den østlige del af landet.

Byer lagt i ruiner af russiske bomber og missiler.

Men det er langt fra tilfældet med en lang række andre store Ukrainske byer.

De tæller blandt andet Odessa i sydvest, Lviv i vest og hovedstaden Kyiv.

Ganske vist har russiske missiler ramt indkøbscentre og boligblokke i den nordlige del af byen, men umiddelbart har under 300 personer i Kyiv mistet livet som følge af russiske angreb. Og der bor adskillige millioner i byen.

Men det er helt bevidst, når russerne ikke sønderbomber Kyiv og resten af Ukraine, forklarer en ekspert.

»Der er flere årsager til, at Rusland trods alt ikke sønderbomber, selvom de overtræder en række regler. De er trods alt hæmmet af regler for krig. Og en tæppebombning af eksempelvis Kyiv er meget voldsom og vil have konsekvenser for Rusland,« siger seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel.

»Samtidig kan Putin håbe, at han ikke støder ukrainerne helt fra sig, så man eventuelt kunne få et samarbejde med dem efter krigen,« uddyber han.

Der er også en anden problematik, som Putin kan frygte.

Og det er, at Vesten og NATO kan blive tvunget ind i krigen.

»Man kan ende med en humanitær katastrofe, der er så voldsom, at man ikke længere kan se til fra Vestens side. Det kan også ske, hvis russerne vælger at bruge atomvåben. Så kan man være tvunget til at gå ind,« siger Flemming Splidsboel.

Hans udlægning af manglen på voldsomme bombninger af store dele af Ukraine står ikke alene.

Det amerikanske medie Newsweek har talt med to unavngivne forhenværende officerer i henholdsvis det amerikanske forsvar og efterretningstjeneste.

Her siger den ene tidligere officer i forsvaret blandt andet:

»Jeg ved, den er hård at sluge, at død og ødelæggelse kunne være meget værre, end det er. Men det er bare det, fakta siger,« siger kilden og uddyber:

»Det antyder for mig, at Putin ikke bevidst går efter civile. At han faktisk tænker over, at han bliver nødt til at mindske mængden af ødelæggelse for at give sig selv en mulighed for forhandling.«