Rusland kan ikke rekruttere soldater: Bliver bortført, slået og presset til at gå i krig
Ruslands militær har angiveligt store problemer med at rekruttere mandskab.

Ruslands militær har angiveligt store problemer med at rekruttere mandskab.

Ruslands militær rammes nu af en krise, der angiveligt har fået landet til at tage aggressive metoder i brug.
Markant færre melder sig frivilligt til at drage i krig, og nu bliver russiske mænd bortført, slået og presset til at trække i trøjen.
Det skriver det amerikanske medie The Wall Street Journal.
Mediet beretter via advokater, menneskerettighedsaktivister og øjenvidner i Rusland om grusomme metoder.
I mindre russiske byer tilbageholder militæret angiveligt kampdygtige mænd foran deres arbejdspladser for at sende dem til rekrutteringskontorer.
»Myndighederne er gået over til en voldelig metode, hvor de arresterer mænd og sender dem væk,« fortæller Artyom Klyga, en advokat, der forsøger at hjælpe dem, der er blevet tvunget til militærtjeneste, til mediet.
Blandt andet skulle dette være sket i den sydvestlige region Penza, hvor en påstået bortførelse blev stoppet af en bekendt.
Til mediet fortæller Vladislav Leonidov, der bor i regionen, at han under et besøg på et militært rekrutteringskontor i maj fandt en bekendt, der havde været savnet i timevis.
Det var dog kun på grund af hans indgriben, at den savnede ikke endte i kløerne på militæret, der angiveligt tildelt ham slag i leveren og nyrerne.
»Hvis jeg var ankommet to timer senere, ville han allerede være blevet bortført. De reagerer meget hurtigt,« fortæller Vladislav Leonidov til avisen.
Ifølge The Wall Street Journal skyldes manglen på rekrutter, at russiske mænd ikke længere tiltrækkes af den ellers gunstige løn hos militæret.
I foråret lancerede Ruslands præsident, Vladimir Putin, en kampagne, der skulle vanskeliggøre det at undgå værnepligt.
Læs mere om det HER.