Krigen i Ukraine nærmer sig sin afslutning.

Sådan lyder det nu fra Kremls talsmand Dmitrij Peskov.

»Det store arbejde, der er lagt i fredsprocessen, giver os mulighed for at sige, at enden virkelig er nær,« siger han til det statskontrollerede russiske nyhedsbureau Tass.

Ordlyden var den samme for et par dage siden, da også Ruslands præsident Vladimir Putin sagde, at krigen i Ukraine nærmer sig sin afslutning.

Peskov understreger dog, at han ikke kan løfte sløret for flere detaljer på nuværende tidspunkt.

Den midlertidige våbenhvile mellem Ukraine og Rusland varede fra 9. til 11. maj og var forhandlet på plads med USA som mellemmand. Rusland fejrede sin sejrsdag 9. maj.

Ifølge den ukrainske udenrigsminister, Andrij Sybiha, anmodede Ukraine om at forlænge weekendens våbenhvile efter 11. maj

»I stedet sendte Rusland mere end 200 droner ind over Ukraine målrettet civil infrastruktur, herunder en børnehave, hvor de sårede mindst seks og dræbte mindst én,« skriver han på X.