Rusland har mandag genoptaget angrebene i den ukrainske region Kherson, efter at den hidtil længste våbenhvile er ophørt.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Omkring klokken 08.00 blev en bil ramt i et droneangreb i Korabelnyj-distriktet, oplyser lokale myndigheder til nyhedsbureauet.

En 62-årig kvinde og en 73-årig mand er kommet til skade i angrebet.

Rusland har afvist et ukrainsk forslag om at forlænge våbenhvilen.

Våbenhvilen, der startede klokken 02.00 natten til tirsdag dansk tid, var begrænset til den østlige region i Ukraine, Kherson, og var mæglet af USA's førstedame, Melania Trump.

Aftalen om midlertidigt at stoppe de militære kampe i Kherson gav Ukraine mulighed for at evakuere 167 civile fra den russisk-besatte by i området Olesjky.

Jana Lantratova, der er russisk menneskerettighedsombudsmand, oplyser desuden, at det er blevet aftalt, at der månedligt leveres humanitær hjælp til byen.

- Der er stadig mennesker i Olesjky, der har brug for hjælp, lyder det.

Hun siger, at færre end 750 personer har forladt byen.

Det vil fortsat være med Melania Trump som mægler.

Det blev i flere uger forsøgt at organisere hjælp til byens borgere efter meldinger om kritisk mangel på mad, vand og medicin.

RITZAU