Dagen efter Rusland har hjemkaldt landets ambassadør i USA, kræver en højtstående politiker i Rusland nu, at Joe Biden trækker sine 'ubehøvlede' beskyldninger mod Putin tilbage.

Det er Konstantin Kosachyov, næstformand for Ruslands øverste parlament, der på Facebook kræver en undskyldning fra den amerikanske præsident.

Konstantin Kosachyov mener, at Bidens beskyldninger er et vendepunkt i relationen mellem de to lande og under alle omstændigheder er uacceptable.

Det skriver BNN Bloomberg.

Ifølge Konstantin Kosachyov vil Ruslands reaktion, hvor de onsdag har trukket deres ambassadør i USA hjem, ikke være det sidste, der sker, medmindre der kommer en undskyldning fra amerikansk side.

Situationen er eskaleret, efter Joe Biden i et TV-interview med ABC svarer bekræftende på, at Putin er en morder, og Putins indblanding i det amerikanske valg i 2020 vil få konsekvenser.

»Han kommer til at betale en pris. Det vil I se inden længe,« siger USA's præsident, Joe Biden, onsdag i et interview med tv-stationen ABC.

Den russiske præsident beskyldes af oppositionen i landet for at have beordret giftangreb på Aleksej Navalnyj og andre politiske modstandere.

Og på spørgsmålet, om Biden også anser Putin for at være en morder, svarer Biden i interviewet: 'Ja, det gør jeg.'

Beskyldningerne kom på dagen for offentliggørelsen af en efterretningsrapport, som konkluderer, at Putin kendte til og sandsynligvis styrede forsøg på at påvirke valget til fordel for tidligere præsident Donald Trump. Han tabte valget i november til Biden.

Og det er altså de beskyldninger, som først har fået Rusland til at trække deres ambassadør hjem og nu true med yderligere sanktioner.