Grønland er ifølge russerne ikke en "naturlig del af Danmark".
Det understreger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, tirsdag ifølge Reuters.
Problemet med tidligere koloniale territorier er ved at blive mere akut, tilføjer han og påpeger samtidig, at Rusland ikke er interesseret i at blande sig i grønlandske anliggender.
- Vi har intet at gøre med de rygter om at overtage Grønland. Jeg er ikke i tvivl om, at Washington er fuldt bevidst om, at hverken Rusland eller Folkerepublikken Kina har sådanne planer. Det er ikke vores agenda, siger Lavrov ifølge det russiske statsejede nyhedsbureau Tass.
Rusland følger dog situationen nøje, lyder det fra ministeren.
Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, har tidligere sagt, at Rusland ser Grønland som et dansk territorium.
Meldingen fra den russiske udenrigsminister kommer på et tidspunkt, hvor USA's præsident Donald Trumps ønske om at anskaffe Grønland har udmøntet sig i toldtrusler.
Lørdag lød det fra USA's præsident, at han fra 1. februar vil pålægge varer fra Danmark og syv andre europæiske lande en told på ti procent på grund af situationen omkring Grønland.
Fra 1. juni vil det tal stige til 25 procent, hvis ikke landene retter ind i forhold til hans ønske om at overtage Grønland, sagde han.
/ritzau/
