Det er en chokeret udlandsredaktør på B.T., der onsdag aften følger med i de nyeste udviklinger i grønlandskrisen.

Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, blev spurgt om, han er klar over, at Grønland er en del af Danmark.

Hertil svarede Rubio to ord, som allerede har vakt opsigt:

»For nu.«

Og ifølge B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, er det en skræmmende udtalelse fra Rubios hånd.

»Det er på mange måder en rystende udtalelse, som Marco Rubio sådan helt underspillet kom afsted med,« lyder det overfor B.T.

Ét er selve ordene, men noget andet, der også overrasker Jeppe Elkjær, er personen, hvis læber ordene kommer fra.

»Det er den type udtalelse, man havde forventet fra Donald Trump. I Europa anses Rubio for at være en mand, man kan tale fornuft med. Men den korte kommentar viser jo bare, at han til fulde støtter sin chefs ønske om at besidde Grønland.«

Grønlandskrisen var ellers faldet lidt til ro, efter det af flere omgang har chokeret og rystet store dele af verden. 

»Det her er samtidig en påmindelse om, at selvom der måske er faldet lidt ro på efter Jeff Landrys besøg sidste måned, så er det amerikanske ønske om Grønland langt fra forstummet,« vurderer Jeppe Elkjær, som tilføjer: 

»Og det vil komme til at boble op igen og igen. Nogle gange på en subtil måde som her andre gange ved, at Trump eller Landry siger det direkte. Vi kan derfor på ingen måde sænke paraderne. Men i stedet være konstant på vagt. Trump ønsker sig fortsat brændende Grønland.«