Rubio: Iransk kontrol over Hormuzstrædet vil skabe farlig præcedens
Et grundlæggende princip om fri sejlads er truet og kan ikke accepteres, mener USA's udenrigsminister.

Et grundlæggende princip om fri sejlads er truet og kan ikke accepteres, mener USA's udenrigsminister.

Iransk kontrol over Hormuzstrædet vil skabe en farlig præcedens, der også kan få konsekvenser uden for Mellemøsten.
Det siger USA's udenrigsminister, Marco Rubio, ifølge nyhedsbureauet AFP onsdag, hvor han mødes med udenrigsministrene fra Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Lande (Asean) i Filippinernes hovedstad, Manila.
- Hvis vi skaber en præcedens i Mellemøsten, hvor en stat kan beslutte at kontrollere en international vandvej, opkræve afgifter og sprænge dine skibe i luften, hvis du ikke betaler, har vi skabt en meget farlig præcedens, som vil gentage sig i andre dele af verden, herunder i denne region, siger han.
Udmeldingen kommer, mens USA's centralkommando, Centcom, for 11. nat i træk har meldt, at det udfører angreb mod Iran.
- Det er grundlæggende meget enkelt. Iran kræver retten til - en ret, som landet ikke har i henhold til nogen gældende internationale regler - at kontrollere trafikken gennem Hormuzstrædet, siger Rubio og tilføjer:
- Et grundlæggende princip om fri sejlads er truet. Det kan vi ikke tillade.
Iran har i den seneste tid erklæret Hormuzstrædet for lukket, mens USA har genoptaget en blokade mod iranske havne.
Før konflikten, der begyndte med amerikanske og israelske angreb mod Iran den 28. februar, blev en femtedel af verdens olie og gas sejlet gennem strædet.
Rubio siger ifølge Reuters onsdag på mødet med Asean-repræsentanterne, at USA har en åben tilgang til konflikten i Mellemøsten.
Landet er villigt til at indgå i forhandlinger og løse uoverensstemmelser med Iran, men Iran har ikke vist reel vilje til samtaler, lyder det videre.
- Hvis de er seriøse, er vi seriøse. Hvis de ikke er det, vil vi gøre det, der er nødvendigt, for at beskytte vores interesser og vores allieredes interesser, siger den amerikanske udenrigsminister.
- Problemet, vi har, er, at de ikke er seriøse omkring samtaler, siger han.
RITZAU