Mens verden venter på klarhed over USA's planer i Venezuela, fortsætter truslerne mod Cuba.

I et interview med NBC News bliver den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, søndag spurgt, om det næste mål for USA er Cuba.

Til det svarer han, at den cubanske regering er et "stort problem".

Herefter bliver han spurgt, om det var et ja til spørgsmålet, hvorefter han svarer:

- Jeg tror, at de er i store problemer, ja. Jeg vil ikke tale med dig om, hvad vores fremtidige tiltag kommer til at blive, og hvad vores politik bliver lige nu i den henseende.

- Men det er ikke noget stort mysterie, at vi ikke er store fans af det cubanske regime.

Præsident Donald Trump indikerede på et pressemøde lørdag, at Cuba kunne blive et fokusområde.

- Jeg tror, at Cuba bliver noget, som vi kommer til at tale om, for Cuba er en fejlslagen nation lige nu, sagde Trump.

Pressemødet handlede om lørdagens amerikanske aktion i Venezuela, hvor Nicolas Maduro - landets præsident - blev taget til fange.

Kommunistiske Cuba er blandt Venezuelas nærmeste allierede.

Ifølge Trump blev flere cubanere dræbt, da USA lørdag angreb flere steder i Venezuela i en stor militæraktion. Rubio, som er søn af cubanske immigranter og ofte har kritiseret landets politik, kom på pressemødet med en advarsel til den cubanske regering.

- Hvis jeg boede i Havana og var i regeringen, så ville jeg i det mindste være lidt bekymret, lød det fra udenrigsministeren.

Imens sagde Donald Trump på pressemødet, at USA nu vil "styre" Venezuela - dog uden at gå i detaljer.

Søndag er der ikke tegn på, at USA har taget direkte kontrol over det sydamerikanske land, og Rubio indikerer i flere interview søndag en villighed til at samarbejde med de tilbageværende venezuelanske beslutningstagere.

I spidsen for landet står nu fungerende præsident, Delcy Rodriguez, som under Maduro var vicepræsident, og Rubio siger, at han vil holde øje med, om landets ledere træffer de "rette beslutninger".

- Vi kommer til at bedømme det hele på, hvad de gør, og vi kommer til at se, hvad de gør, siger Rubio til CBS News ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Dette er, hvad jeg ved: Hvis ikke de træffer de rette beslutninger, så har USA adskillige pressionsmidler.

Følg udviklingen i Venezuela og den storpolitiske scene verden rundt i B.T.s LIVE-blog lige her.

/ritzau/